Med overtagelsen af Blockbuster-navnet vil TDC ifølge en pressemeddelelse ”manifestere sin position på markedet for digital filmudlejning”.

Målsætningen er altså at udnytte kendskabet til Blockbuster-brandet, som i knap to årtier har været synonymt med filmudlejning herhjemme for at få flere danskere til at leje film på nettet.

For selvom det stadigt bliver mere populært at leje film via internet og fjernbetjening, er der fortsat mange husstande, som endnu ikke har prøvet at hente film via en digital forbindelse.

- Det handler om at sætte ekstra gang i væksten på et marked, hvor udlejningen af premiere-film i forvejen er mere end fordoblet hvert år de seneste fem år. Fra de nyeste film vises i biografen, til de kan ses på de forskellige abonnementstjenester, går der typisk et par år, og det er der mange, der ikke vil vente på. De vil se filmene, mens de stadig er nye og vil gerne betale det ekstra, det koster, fortæller Anders Jensen, koncerndirektør i TDC og oplyser, at TDC forventer at implementere Blockbuster-navnet i løbet af første halvdel af 2014.

- Blockbuster er et superstærkt brand, som i mange år har leveret det største udbud af de bedste og nyeste premierefilm til danskerne – og sådan vil det også være fremadrettet. Samtidig vil vi selvfølgelig forny konceptet med alle de muligheder, der nu ligger inden for rammerne af den digitale verden, tilføjer Anders Jensen.

Blockbuster Danmark offentliggjorde sidste år, at de fysiske butikker vil blive rebrandet til RecycleIT.dk, som er en markedsplads for brugt forbrugerelektronik, film og spil, som består af fysiske butikker og en online platform.

- Med RecycleIT.dk har vi fundet en unik mulighed for at skabe den første landsdækkende multi-platform for brugt forbrugerelektronik og underholdning. Jeg er derfor glad for, at Blockbuster-navnet kommer til at leve videre i den digitale verden, men vil samtidig slå fast, at vi i RecycleIT.dk fortsætter med at servicere den del af markedet, som fortsat ønsker at købe og leje fysiske film og spil, lyder det fra Søren Heilmann, direktør for RecycleIT og Blockbuster Danmark.

Søren Heilmann oplyser desuden, at Blockbusters omfattende kundedatabase ikke indgår som en del af overtagelsen af rettighederne til Blockbuster i Danmark.