Forleden kunne man i disse spalter læseat teleselskabet Telia har indgået en stor sponsoraftale med den smukke musikfestival i bøgeskovene omkring Skanderborg-søerne.

Og nu har Telia indgået endnu en sponsoraftale, der er værd at bide mærke i. Denne gang med Danmarks nationalstadion på Østerbro i København, Parken.

Hvad aftalen helt konkret indebærer, bl.a. om Parken skifter navn til Telia Arena, er det for tidligt at sige noget præcist om, da detaljerne stadig forhandles, lyder det fra parterne.

Historisk sponsorat

At der er tale om et ”historisk sponsorat”, er der derimod enighed om. Telia er i forvejen sponsor for installeringen og driften af et trådløst netværk i Parken, som betyder, at alle Parkens gæster kan nyde godt af gratis Wi-Fi fra 1. juli.

Den nye aftale giver imidlertid det sponsorat et meget kraftigt skud proteinpulver.

- Vi er fantastisk stolte af at blive ”rigtig” sponsor for Parken, der gennem mange år har været rammen om store oplevelser. Og med Telias sponsorat kan vi nu løfte niveauet for oplevelser op på et hidtil uset plan. Ikke blot i Danmark, men på europæisk niveau. Jeg kan endnu ikke afsløre detaljer, men ambitionsniveauet er tårnhøjt, lyder det bl.a. fra Søren Abildgaard, administrerende direktør for Telia, i en pressemeddelelse.

Den største aftale i Norden

Det er jo tankevækkende, når man tager i betragtning, at Royal Unibrew i går indgik en sponsoraftaleder bl.a. betyder, at Københavns nye multiarena får navnet Royal Arena.

- Jeg tør godt sige, at stadionsponsoratet i Parken bliver det største og mest omfattende af sin slags i Norden. Nu skal vi sætte os sammen med Telia i den kommende tid og finde ud af præcist, hvordan vi gør det her bedst muligt for alle parter inkl. vores mange fans og gæster, lyder det fra administrerende direktør i F.C. København & Parken Anders Hørsholt i pressemeddelelsen.

Det er naturligvis hensigten, at Telias stadionsponsorat skal aktiveres over for Parkens gæster ved de mange fodboldkampe, koncerter og andre arrangementer, der afholdes i Danmarks nationalarena.