TV 2 meldte traditionen tro ultimo november med en flad prisstruktur for 2013. Derefter fulgte Viasat og senest SBS ud med deres udspil til, at virksomhederne skal betale lidt mere for tv-reklamerne i år.

– Det er nemlig rigtigt påpeget. De tre store tv-stationer har leveret deres udspil. Først nu begynder forhandlingerne, og den endelige pris afhænger i sidste instans af udbud og efterspørgsel, siger Carats tv-direktør Mikael Ostenfeld. Udbuddet er i denne sammenhæng, den daglige tv-seening af de kommercielle kanaler – efterspørgslen annoncørernes 2013 tv-budgetter.

Så er det vel ligegyldigt, hvad tv-stationerne melder ud?

– Nej, mediabureauerne planlægger jo spredningen af marketing-budgetterne på virksomhedernes vegne, og hvis fx tv-stationerne meldte store prisstigninger ud, ville vi måske anbefale en markant større brug af online. Dette bare som et eksempel. Ligesom variationerne i de respektive stationers priser for 2013 kan og vil påvirke allokeringerne mellem stationerne.

TV 2 er suveræn markedsleder. Derfor følger Viasat og SBS vel bare trop?

– Nej, men de lægger sig strategisk i forhold til ”storebror”, og ift. udviklingen i seerandele for 2012 – samt deres forventninger til 2013. Regner man Viasat og SBS priser og betingelser igennem for 2013, så stiger gennemsnitsprisen omkring 9% for begges vedkommende.

– Der er dog stor variation målgrupperne imellem, med mindste stigninger på de yngre, og større stigninger på de ældre målgrupper. Det er et generelt træk, at Viasat og SBS har en større differentiering i deres prisstruktur, end TV 2.

Er du egentlig blevet klogere af udmeldingerne?

– Kun i den forstand, at vi ved, at nu begynder forhandlingerne, og kun i de bredeste termer kan vi tale om, at det i år kan blive en lille smule dyrere at annoncere på tv, end det var i 2012, slutter Mikael Ostenfeld.