Der findes flere slags ”ofre” i en krig. Mediernes jagt på identifikation frem for væsentlighed får ofte den konsekvens, at offentligheden glemmer det væsentlige.

Et eksempel er det glemte konflikt i Ukraine, der groft sagt er forsvundet fra medierne til fordel for underholdningsprogrammer.

De danske, landsdækkende dagblade nævnte krigen i Ukraine 34 gange i november og december måned 2017. Samme søgning på underholdningsprogrammerne ”Vild med Dans” og ”Den store Bagedyst” gav 280 hits.

Da konflikten var godt et halvt år gammel, i november og december måned 2014, blev striden i Ukraine omtalt i 92 artikler i landsdækkende dagblade. Her opnåede ”Vild med Dans” og ”Den store Bagedyst” 162 omtaler.

Ifølge Jakob Knudsen fra organisationen Hjælp Ukraine, der har sendt mere end 350 tons nødhjælp til de krigshærgede dele af Ukraine, kan den dalende medieinteresse mærkes:

– Krigen er blevet hverdag, og det har ikke manges interesse. Groft sagt er udviklingen fastfrosset med Rusland og Putin på den ene side, og på den anden side Ukraine, der på landjorden måske nok er russerne overlegne, men som ikke kan angribe, da det vil koste dem sympatien i udlandet, forklarer stifteren af Hjælp Ukraine.

Et af Europas fattigste lande

Men behovet for hjælp har aldrig været større. Den ukrainske stat bruger enorme summer på de cirka 265.000 soldater i skyttegravene. Penge som i stedet kunne være brugt på hospitaler, skoler, børnehaver og børnehjem.

– Befolkningen i et af Europas fattigste lande har en offentlig sektor, som i forvejen var i en sørgelig stand, betaler en stor del af regningen for krigen. Omkring krigszonen er landet totalt nedslidt.

– Alt og alle kører på pumperne, og den hårde frost lurer. Det vidner behovet for brugt hospitalsudstyr, tandklinikudstyr, skolemøbler og sågar bildæk om. Hertil kommer den akutte nødhjælp som varmt tøj til soldater og civile i frontområdet og tøj og sko til de faldne og deres familier samt landets mange børnehjem, siger Jakob Knudsen og fortsætter:  

– Vi ville gerne sende endnu mere afsted, end vi kan i øjeblikket. Vi modtager omkring 10 kubikmeter nødhjælp hver uge, men vi mangler helt banalt penge til lastbilerne, så tingene hober sig op på lageret.

– De fleste bidrag får vi på vores mobilepay, 25 54 42 48, fra almindelige danskere, som godt kan lide tanken om, at de ting, som indleveres rent faktisk kommer frem til folk i nød.

Tårnhøj korruption

Hvorfor ikke få danske virksomheder til at assistere? Kald det sponsorater, kald det Purpose?

Det har Jakob Knudsen prøvet, da han for to år siden kom i kontakt med den danske ingeniørvirksomhed BIIR, der selv måtte evakuere sine medarbejdere fra firmaets afdeling i Luhansk tilbage i 2014.

Bestyrelsesformand Thomas Sillesen forklarer, at BIIR insisterer på at støtte op om landets love og regler i det stærkt korruptionsprægede Ukraine. Hjælp Ukraine og BIIR fandt ud af, at de havde mange fælles holdninger til, hvad landet har brug for, hvis det skal stabiliseres, og virksomheden har sidenhen økonomisk støttet Hjælp Ukraines afsendelse af lastbiler.

– Jeg har den dybeste respekt for Hjælp Ukraines arbejde. Landet lider under en tårnhøj korruption, der får mange af de unge, som har muligheden for det, til at emigrere. Ukraine har en potentiel lys fremtid, men det forudsætter frihed og demokratiske værdier. Det er dybest set den udvikling, Hjælp Ukraine støtter op om, siger Thomas Sillesen.

Men andre virksomheder slæber fødderne, og det er svært at engagere i en konflikt, der altså nyder markant mindre bevågenhed end ”Vild med Dans”.

Er du interesseret i at læse mere om BIIR Lean Ingenering, kan du gå ind her.

Du kan også læse om Hjælp Ukraine her.