Virtual reality fra verdens brændpunkter og krævende, interaktive spil-dilemmaer, der sætter både tekniske, sociale og medmenneskelige kompetencer i spil.

Det er noget af det, man kan få indblik i med ”Røde Kors Oplevelsen”, der er en del af organisationens nye Frivillighus på Blegdamsvej i København, og som åbner i dag.

Bag den digitale del af ”Røde Kors Oplevelsen” - de brugerinvolverende installationer i form af spil, app til Virtual Reality og andre digitale interaktive elementer - står bureauet Vertic.

- Der et tale om en totaloplevelse, hvor alle sanser påvirkes gennem teknologien. Et fysisk univers, hvor man på egen krop kan opleve, hvordan det er at befinde sig i fx et krigsramt område, siger Sebastian Jespersen, CEO hos Vertic.

Det er svært at gå...

Fx har kunstnerkollektivet Artrebels udviklet et par gummistøvler, hvor der er indlejret et særlig indtræk, som gør at det er svært at gå - på den måde ikke bare ser, men føler man, at man går rundt i fx mudret terræn.

Og på den digitale front har Vertic bl.a. udviklet spil, VR app og skærme, som baseret på den besøgendes alder og identitet, fortæller, hvad ens navn ville være, hvis man fx boede i Syrien, og hvor længe man kunne forvente at leve.

Sebastian Jespersen siger, at det for bureauet har været en spændende opgave, og ikke mindst en opgave, der har givet stof til eftertanke:

- Alle taler om, at teknologien fjerner os fra hinanden som individer i dag. Men her synes jeg, vi har et eksempel på det modsatte: Det her er en meget håndgribelig måde at bruge teknologien på til at skabe forståelse for og bringe os tættere på andre mennesker - og dermed gøre verden mindre.

Vigtigt projekt

Udover den rent faglige læring i centeret er Røde Kors Oplevelsen således tænkt som et slags ”nødhjælpens experimentarium”, der gennem spil og interaktive features skal skabe forståelse for de humanitære udfordringer i verden, og hvordan en organisation som Røde Kors dagligt kæmper for at løse dem.

Og det er vigtigt, siger Morten Schwarz Lausten, seniorkonsulent i Røde Kors’ kommunikationsafdeling og projektleder på etableringen af Røde Kors Oplevelsen.

- Oplevelser og immersive technology som virtual reality, digitale spil, lyd og lys gør det muligt for os at kommunikere de svære udfordringer som Røde Kors’ frivillige og professionelle nødhjælpsarbejdere til dagligt er ude for,

Målgruppen for oplevelsescenteret er både skole- og gymnasieelever, frivillige og alle andre interesserede, og der følger også et undervisningsmateriale med.

Kunstnerkollektivet Artrebels har designet scenografien ”Røde Kors Oplevelsen” - herunder bl.a. udviklet de specielle gummistøvler - undervisningsmaterialet er produceret af Lene Vendelbo, Vertic har stået for de forskellige digitale installationer - og hele herligheden er økonomisk støttet af LB Forsikring.

Du kan læse mere - og booke besøg - her.