Det går stærkt hos bureauet OnlinePartners, der har specialiseret sig i datadrevet søgemaskineoptimering.

Faktisk er tempoet så højt, at bureauet tidligere på året måtte fjerne kontaktformularen på sin hjemmeside.

Der var simpelthen ikke kapacitet til at tage flere nye kunder ind, men efter en dyb indånding, flere udviklingstiltag samt en række nye ansættelser, er den forhindring nu ryddet af vejen, og bureauet er atter gearet til vækst.

– Vi brænder for vækst. Vores eget vokseværk hænger jo tæt sammen med vækstskabelse hos vores kunder, når de bliver mere synlige og får masser af nye kunder via Google. Det giver mig et kick, når vores kunder vokser, og hver gang en ny kunde henvender sig, fordi de har fået os anbefalet, siger Rune Hansen, CEO for OnlinePartners.

Vil træde endnu mere på speederen

Selv i en branche, der er præget af fremgang, skiller OnlinePartners sig ud med 319 procent vækst i bruttoavancen på fire år.

Revisionsfirmaet EY, tidligere kendt som Ernest & Young, nominerede derfor for nylig bureauet til Entrepreneur Of The Year i Syd- og Sønderjylland, og senest har dagbladet Børsen kåret OnlinePartners til Gazelle.

– Det er selvfølgelig altid en ekstra motivationsfaktor, når man modtager anerkendelse og skulderklap. Efter den seneste tids nye tiltag er vi nu klar til at skrue yderligere op for tempoet og styrke forretningen med endnu flere passionerede nørder, siger Rune Hansen.

Fra nul til 25 ansatte på seks år

Rune Hansen startede OnlinePartners i 2010. To år senere var der fem ansatte, og i dag beskæftiger han 25 medarbejdere. Ud over grundlæggeren tæller ejerkredsen også Tina Halkjær Jensen, der er direktør for forretningsudvikling, og søgemaskinespecialisten Grosen Friis.

– Modsat mange branchekolleger har vi aldrig ansat sælgere eller lavet kanvaskald. Siden starten har vores salgsstrategi udelukkende bestået i at lave så godt arbejde, at kunderne i stort tal anbefaler os til andre. Den tid og de penge, vi sparer på ikke at lave opsøgende salg, bruger vi i stedet på at skabe ekstra værdi for vores kunder og gode rammer for medarbejderne, forklarer Rune Hansen.

OnlinePartners forventer i løbet af 2017 at skabe yderligere ti nye jobs.