Synlighed er roden til alt godt, når det gælder søgninger på nettet, og nu skulle der være godt nyt på den front for især de mindre virksomheder, som måske kæmper med tid og viden nok til selv at sætte online-kampagner op.

Således meddeler søgemaskine-giganten, at man netop har lanceret den længe ventede light-version af Adwords – Adwords Express – der gør det nemt for små og mellemstore virksomheder selv at annoncere deres produkter og tjenester på Google.

Ifølge en meddelelse fra Google kan en annonce med AdWords Express sættes op på bare 15 minutter, og Jesper Eiby Christoffersen, Country Marketing Manager hos Google, peger på særligt to ting, som gør AdWords Express relevant for små og mellemstore virksomheder:

- Det er for det første super simpelt. Og det er vigtigt, fordi vi ved, at det er svært for mange SMV’er at manøvrere i de mange marketingmuligheder - ikke mindst de digitale - og finde tid til løbende at overvåge og optimere deres annonceindsatser og tilføjer, at Google sådan set selv har ”været med til” at komplicere tingene:

Har selv gjort det svært

- Vores klassiske annonceprodukt Google AdWords er gennem tiden blevet ret kompliceret, i takt med at forbrugeradfærden har ændret sig, og kunderne har taget en række nye devices i brug. I starten var AdWords et ret simpelt produkt. Det er det ikke længere, men det er AdWords Express til gengæld. Det er lige til at gå til, og du kan sætte en kampagne op på et kvarter.

Og så fremhæver Jesper Eiby Christoffersen systemets automatiske optimering:

- For det andet er AdWords Express baseret på en machine learning teknologi, som hele tiden optimerer kampagnerne, uden at man manuelt skal ind og justere noget. Det kan være at skabe trafik til en webshop, få flere besøg i en fysisk butik eller modtage telefonopkald med ordreforespørgsler. Alt efter, hvilke forretningsmæssige mål der er sat for kampagnen, sørger algoritmen for hele tiden at optimere og købe eksponeringer til den bedste pris, så man får mest valuta for pengene, siger han.

Vinduespolerer har prøvet

Hos virksomheden Broes Vinduespolering, broes.dk, som ejes af Mika og Mark Broe, er der i løbet af en travl arbejdsdag ikke meget tid til at opsætte, monitorere og justere traditionelle Adwords-kampagner, så ifølge Mika Broe er AdWords Express’ enkle setup en klar fordel:

- Vi har forsøgt os med AdWords Express til at optimere vores online markedsføring, og det virker kort sagt, som det skal. AdWords kan måske virke lidt overvældende med de mange funktioner og muligheder, så den her light-udgave passer bedre til vores behov, som den mindre virksomhed, vi nu er, siger han og tilføjer:

- Det virker mere enkelt og overskueligt at sætte op med de rette søgeord og i det rigtige geografiske område - og vigtigst, så skaffer det os synlighed, når folk søger på vinduespolering i nærområdet.

Læs mere og prøv selv her.