Danskernes interesse for biler mærkes tydeligt på Bilbasen, der i løbet af 2017 har oplevet en massiv stigning i antallet af besøg.

Ifølge Dansk Online Index havde Bilbasen således 529.000 besøg i september – en stigning på 24 procent sammenlignet med september 2016.

Den fine vækst glæder naturligvis folkene bag sitet, men man hviler ikke på laurbærrene: Fremgangen skal fastholdes ind i 2018, og derfor skruer Bilbasen nu op for marketing-aktiviteterne.

- Jeg er overbevist om, at afgiftssænkningen på de nye biler skaber endnu mere opmærksomhed omkring bilmarkedet i Danmark, og det er vores vision at være den foretrukne markedsplads og inspirationskilde for bilkøberne. Derfor investerer vi yderligere i markedsføring på udvalget områder, siger Abhishek Roy, der er direktør for Bilbasen.

Bilbasen øger således markedsføringsbudgettet med omkring seks mio. kroner i det kommende år - primært på sociale medier og egenproduceret content.

Også succes med app

- Vi afsøger hele tiden nye kanaler til at udvide vores målgruppe, og den satsning på sociale medier vi startede for et par år siden, har nu virkelig vist sig at bære frugt, siger Abhishek Roy, som også peger på Bilbasens app som en af de seneste års marketing- og forretningssucceser.

Appen, der kom til for seks år siden, skulle gøre det lige så nemt og effektivt at søge efter biler fra mobile enheder som fra en computer. – og selv om udviklingsarbejdet tog over ét år, og den samlede investering løb op i over 50 mio. kroner, har satsningen rigeligt kunnet betale sig:

I dag er app’en downloadet over 965.000 gange, og hver måned bruger over 180.000 danskere den til at kigge efter biler.

- Det er interessant, at besøgene på Bilbasen via vores app varer over ni minutter i gennemsnit, og det viser, at vores vision om, at det skal være lige så inspirerende at kigge på biler fra mobilen som fra computeren er lykkedes, sige Roy Abhishek.

Ud over Bilbasens inhouse marketingaktiviteter på sociale medier og egenproduceret content, er Robert/Boisen & Like-minded lead-bureau for virksomheden, ligesom man samarbejder med Advice på PR-fronten.