Kendte personer må hjertens gerne reklamere for hvad som helst, men der må ikke være tvivl om, at det netop er - reklame.

Og den regel har Ford Danmark - og en række kendte personer, der har postet fotos på Instagram som ambassadører for bil-brandet - ikke overholdt, mener Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, som derfor har meldt Ford Danmark til politiet for skjult reklame.

Ifølge beskrivelsen af sagen har Ford Danmark fra april 2013 og frem til nu 65 gange ladet 11 kendte personer poste billeder af sig selv og Ford-biler på Instagram - uden at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var gjort helt klart, at der var tale om reklame.

Politianmeldelsen gælder kun Ford Danmark - og ikke de 11 såkaldte ”ambassadører”, men Forbrugerombudsmanden oplyser, at man har sendt et brev til ambassadørerne og gjort dem opmærksomme på, at det kan være strafbart at overtræde eller medvirke til at overtræde forbuddet mod skjult reklame.

Hashtags er ikke nok

Ford har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at man vurderer, at det for en gennemsnitsforbruger på Instagram klart fremgår, at opslag fra kendte personer, som er Ford ambassadører, er reklame, når de er tydeligt markeret med hashtag eller @ efterfulgt af brand- eller virksomhedsnavn.

Men det er Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen ikke enig i:

- Ford havde ikke sørget for, at ambassadørernes opslag på Instagram tydeligt fremstod som reklame. Det gør det meget svært for forbrugerne at se, at opslaget er reklame for Ford og ikke bare et foto af en kendt person med en bil, siger hun og tilføjer:

- Det skal altid være klart for os, om der er tale om reklame. Det gælder også på de sociale medier. Det er ikke tilstrækkeligt, at opslagene bærer et hashtag med produktets eller virksomhedens navn. De 65 opslag fremstod ikke tydeligt som reklame, og derfor har jeg politianmeldt Ford Motor Company.  

Det var med andre ord ikke nok, at opslagene bar hashtagget ”#ford- danmark, #ford, @forddanmark eller lignende - de skulle have været tydeligere markeret som reklame, fx ved brug af ord som ’’reklame”, ’’annonce” og ’’sponsoreret indlæg”.’

Gode råd til bloggere

Ifølge markedsføringslovens paragraf 4 ”skal en reklame fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes.”

Forbrugerombudsmanden har i september 2015 lavet nogle gode råd til bloggere om, hvordan de kan gøre det klart, at et opslag er reklame.

De gode råd kan også bruges ved reklameopslag på andre sociale medier end blogs, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

#Forddanmark på Instragram har i skrivende stund 1.153 opslag, og blandt de kendte navne, der figurerer på sitet finder man bl.a. skuespilleren og tv-værten Timm Vladimir, kokken Paul Cunningham, skuespilleren Thomas Levin, sangerinden Szhirley og tv-værten Signe Lindqvist.