KLUMME: Det er nemt at gøre grin med dårlig influencer marketing. Der bliver med jævne mellemrum slået nogle ordentlige skæverter, og det er svært ikke at krumme tæer, når en kendis bruges til influencer marketing for en telefon, mens billeder viser kendissen bruge en telefon fra et konkurrerende mærke.

Og oftest er det virksomheden, der tager skraldet, når publikum oplever misvisende reklame - ifølge Strike Social vil brugeren klandre virksomheden i stedet for influenceren.

Fælles for de fleste store “influence marketing meltdowns” er en misforståelse af, hvad influence marketing egentlig er.

Vi har for nylig udgivet en guide til influencer marketing, og jeg vil dele lidt guldkorn fra den.

Solis: Det er kaos

I den sammenhæng talte vi med Brian Solis, der er en af folkene bag rapporten. Han er Principal Analyst i den digitale analysegruppe Altimeter.

Vi spurgte om hans syn på influencer marketing i dag:

- Det er kaos! Ideen om influencer marketing er her og der og alle vegne. Der er ikke nogen standard for, hvad en influencer er, hvad influence betyder, og hvordan man bedst implementerer en influencer marketing-strategi, der giver de bedste resultater for både brand og influencer, siger han.

Brian Solis’ udgangspunkt er noget, der umiddelbart burde være basal viden: Influencer marketing handler om forhold og forbindelser.

Det svære krydsfelt

Der findes et krydsfelt mellem dit budskab, din influencers platform og din kundes behov. Og det  krydsfelt ligger midt imellem jer alle tre - i stedet for dybt begravet på din bane.

Modsat klassisk megafon-marketing påvirker den rette influent din målgruppe til en handling.

Det er jo i virkeligheden også det, der var målet med klassisk markedsføring.

Problemet er bare, at kombinationen af adblockers og lav tiltro til brands gør traditionelle kanaler mindre og mindre interessante, mens influenterne får mere og mere opmærksomhed.

Se blot denne kendsgerning om influencer marketing:

40 pct af Twitter-brugere siger ifølge en Twitter-undersøgelse, at de har købt et produkt som direkte resultat af et tweet fra en influencer, ligesom 70 pct. af teenagere på YouTube identificerer sig mere med influencers på den kanal end traditionelle kendisser.

"Hold op med at lave ‘influencer marketing”

Mange marketeers er gået i gang med influencer marketing - men ifølge Brian Solis er de ikke specielt succesfulde, fordi de går forkert til opgaven:

- Hold op med at lave “influencer marketing”. Kig i stedet på måder, der kan skabe værdi for influenceren og deres publikum. Alle skal have noget ud af et influencer marketing-program. Publikum, influencer og virksomhed.

Influence marketing er med andre ord allerede nået til et punkt, hvor metoderne kan deles op i dét, Brian Solis kalder “Influence 2.0”, hvor alle får noget ud af en indsats, og “traditionel” influencer marketing, hvor alverdens produkter er blevet smidt i favnen på kendisser uden meningsfuld forbindelse til produkter.

Vælg den rette

Hvis I ikke allerede gør det, så søg på jeres navn og relevante hashtags og få et overblik over de rette influencers. Kig på, om de allerede har nævnt jer - og om det har været i en positiv tone. Og følg influencers på sociale medier for at få en føling med dem.

Når du leder efter influencers, der passer til dit brand, så skal de helst allerede kende dig og have lyst til at blive associeret med dig. Det vil gøre sammenhængen mellem dig og dem mere troværdig overfor deres publikum og dermed også mere væsentlig.

En influencer, der laver indhold om lystfiskeri og er glad for din fiskestang, giver mening som influencer.

Det giver ikke mening, at en 15-årig popstjerne pludselig står med din fiskestang i hånden og siger, at den er god. Det skal være en autentisk forbindelse mellem brand og influent. Ellers tror publikum ikke på det.

Det er også vigtigt at vælge influencer alt efter, hvad I vil bruge jeres influencer-kampagne til. Vil I gøre opmærksom på en bestemt problemstilling, vil I have flere reaktioner på sociale medier, eller vil I have salg?

Alle de ting kan måles på forskellige måder - så lav forarbejdet og sæt nogle klare mål for kampagnen, så du kan overbevise andre om, at indsatsen var en god ide.

Mål resultaterne

Der er flere måder at aktivere influencers på. Nogle sender produkter og ser, hvad der sker. Andre laver  mere formaliserede aftaler, men ofte er man bange for at stille krav til influenceren. Det kan du læse meget mere om i guiden.

Uanset hvilken model, I vælger, så sørg for at have et overblik over, hvor meget influencer marketing giver jer. I stedet for at kigge på reach eller lignende, så brug eksempelvis shoppable tags og link-tracking til at få indikation af, hvor meget omsætning, en influencer genererer.

Det kan selvfølgelig være, at kunderne googler jer efterfølgende, og ad den vej finder frem til jeres produkt, men hvis aktiviteten på trackinglinks fuldstændig udebliver, er der højst sandsynligt noget galt.

Så vær opmærksom på, hvad I, influenceren og kunden får ud af indsatsen - så skal det nok gå.

Og giv gerne vores fulde guide et kig her og få endnu flere råd.

P.S. Husk i øvrigt at kende Ombudsmandens retningslinjer om samarbejdet med influencers.