Hvert år ved denne tid løber Danmarks Indsamling af stablen, og hvert år kvitterer danske borgere og virksomheder med generøsiteten.

Det er blevet til 869 mio. kr. over 11 år, og sidste år donerede vi som kollektiv med 97 mio. kr. til mennesker i nogle af verdens fattigste lande.

I år er det specielt de 159 millioner børn, der lider af fejl- eller underernæring, som er målgruppen for hjælpen.

Og i morgen går det løs med DR’s assistance i det stort anlagte indsamlingsshow, og hvor overskuddet fordeles af de 12 humanitære organisationer, der er afsendere af budskabet.

Så vidt så godt, for det bobler og syder af ikke mindst lokale aktiviteter, der støtter op om initiativet. Men i år er der malurt i bægeret, thi en vred anonym person har indrykket en anti-annonce på Facebook med budskabet: ”Støt ikke Danmarks Indsamling, støt de fattige og syge danskere i stedet.”

Her tages Frelsens Hær, Kirkens Korshær og de hjemløses organisation SAND til indtægt for synspunktet, men det er ikke overraskende en løgn. ”Fake News” på Facebook sprog. Alle tre organisationer har nemlig benægtet deres medvirken.

– Jeg synes, det er uetisk, og jeg forstår ikke, at nogen har behov for at kritisere andre, der ønsker at hjælpe mennesker i nød, siger Anna Rørbæk, talsmand for Danmarks Indsamling.

– Heldigvis reagerede Kirkens Korshær, Frelsens Hær og SAND lynhurtigt og dementerede, at de var en del af den negative bevægelse, og det er jeg meget taknemmelig for, fortsætter hun.

Et klart brud på Markedsføringsloven

Organisationerne har Danmarks Indsamling koncentrerer kræfterne om selve indsamlingen og det store show, så de har endnu ikke taget stilling til, om de tager retslige skridt efterfølgende.

Selve den falske annonce er et krystalklart brud på Markedsføringsloven, idet Facebook-annoncen indeholder Danmarks Indsamlings logo.

Mens arbejdet frem mod det store fortsætter, har især en gruppe allerede meldt sig talstærkt under fanerne:

– Vi oplever den hidtil største opmærksomhed og støtte fra dansk erhvervsliv. Og vi er utroligt glade for, at danske virksomheder støtter Danmarks Indsamling, siger Sune Bang, adm. direktør i Kommunikationsbureauet København, som er den oprindelige initiativtager til Danmarks Indsamling.

– Siden 2007 har Danmarks Indsamling samlet mere end 869 mio. kr. ind, og hvert år har danske virksomheder været en meget væsentlig del af donationerne, slutter Sune Bang, der også er rigtig trist over, at nogle få føler sig kaldet til at nedgøre de mange frivilliges indsats i en god sags tjeneste.