KLUMME: Så er det igen blevet tid til, at vores byer udsmykkes med plakater af smilende mennesker, der håber på at skabe sig en karriere i politik, da der er kaldt til kommunalvalg den 21. november.

I den forbindelse er det nok de færreste, der ikke har hørt om Anna Mee Allerslev og hendes lukning af Københavns Rådhus for at kunne bruge det til sit eget bryllup.

En sag der med al ønskelig tydelighed viser, at tiden er løbet fra det gamle Simon Spies-slogan: "al omtale er god omtale", da folkedomstolen med SoMe i hånden skånselsløst svinger sværdet, når folk eller brands træder ved siden af.

Omvendt kan man også opnå medvind, hvis man forstår at udnytte aktuelle sager. En disciplin vi kalder newsjacking.

Medium.com skrev i forrige uge, at Facebook er i gang med at teste et nyt newsfeed, hvor brand-budskaber bliver isoleret i et separat newsfeed, og at de kun rammer din normale nyhedsstrøm, hvis brands vælger at betale for det ved at købe annoncer.

Dette stiller endnu større krav til kvaliteten af content, hvis man gerne vil opnå reach.

Fra ukendt til kendt

Karina Bergmann fra Liberal Alliance var med al respekt indtil for en uges tid siden nok forholdsvis ukendt for de mange københavnske vælgere.

Men hun oplevede desværre, at folk forvekslede hende med Anna Mee Allerslev. Dette problem forstod hun at vende til noget positivt ved proaktivt at fortælle:

- Nej, det er ikke mig med brylluppet på rådhuset, skrev Karina Bergmann.

En sådan enkel besked rammer spot-on på den mest omtalte sag de sidste par uger med en humoristisk vinkel, og danskerne elsker, når vi med humor som våben driller hinanden.

Dette må siges at være lykkedes for politikeren, som er blevet fremhævet af en række medier som Ekstra Bladet, TV 2 og mange flere.

Årsagerne til, at undertegnede er begejstret, er, at Karina Bergmann lykkes med:

  • At vende en lidt ærgerlig personforveksling til egen fordel.
  • At skabe stort reach/kendskab på trods af Facebooks algoritme og på trods af begrænset budget.
  • At turde at være modig/fræk i en situation, der hurtigt ville kunne give bagslag.

Om hun så lykkedes med at blive valgt, ved vi naturligvis først efter den 21. november, men opmærksomheden har hun skabt gennem god brug af newsjacking og ved at udvise mod.