Idéen til den nye film- og video-platform biites opstod på grund af efterspørgsel fra virksomheder. De savnede et filmisk univers til deres længere videoer og serier af film, der var uden reklamestøj og hjemmevideoer.

Reaktionen fra markedet er ikke så overraskende. YouTube-videoerne er trods alt en samling meget brogede bolsjer, og derfor var her et hul markedet, der kunne udnyttes.

– Markedet har taget rigtigt godt imod os, de første virksomheder er med os, og det er seerne bogstaveligt talt også, siger Nina Nørgaard Jacobsen, direktør i Biites.

– Vi har en gennemsnits-seeningstid på platformen på over 7 minutter pr bruger. En markant anden adfærd end den, vi oplever omkring videoforbrug på sociale medier. Og det er netop også vores ambition at give brugeren en mere tv-lignende oplevelse.

Rammer tre tendenser

Skærer man historien skarpt, er ambitionen at blive en slags Netflix for virksomheders kommercielle tilstedeværelse. Og det gælder hele spektret fra Corporate kommunikation til fuldt finansierede tv-serier. Altså det branchen skriger på, nemlig relevant indhold.

Her er nogle iagttagelser fra interesserede:

– Platformen er interessant, fordi den rammer tre af tidens stærke tendenser: Video, kuratering og native, siger Peter Jepsen, kommunikationsrådgiver i Jepsen+ og ekstern lektor ved CBS.

– For det første taler alle video i øjeblikket, og de store sociale mediers øgede fokus på video taler samme sprog. Det gælder fx Facebooks stigende honorering af video.

- Men når der bliver uploadet flere hundrede timers video på YouTube hvert eneste minut, bliver brugerne oversvømmet af nye fortællinger og budskaber.

– Som forbruger kan det derfor være svært at finde kvalitetsindhold, som rammer lige præcis det, man interesserer sig for. Derfor er kuratering af indhold en anden stærk tendens.

– Endelig er native i stærk vækst. Dvs. kommercielle fortællinger fortalt via en journalistisk tilgang. Vi vil ikke overdænges af ligegyldig reklame, og vi vil vide, hvornår indhold er kommercielt.

– Men hvis vi ellers finder indholdet relevant, betyder det mindre, om der også er kommercielle interesser på spil. Forudsætningen er naturligvis, at vi oplever det som kvalitetsindhold, der giver os noget – fx viden inden for en niche, slutter altså Peter Jepsen.

Forbrugernes tid er kostbar

Hvad siger et mediebureau til det nye tiltag. Vel at mærke et mediebureau, der arbejder med den slags.

– I tider, hvor store traditionelle medier som f.eks. TV har faldende dækning, især i bestemte målgrupper, og hvor digitale ad-blocking teknologier vokser, er der brug for at skabe kommunikation, som folk har lyst til at bruge tid på, siger Jesper Lysholdt, Head of MediaCom Beyond Advertising.

– At det er en stor opgave i sig selv at skabe kommercielt indhold, som rent faktisk bidrager med værdi hos forbrugerne er én sag. Men at det så samtidig er svært at finde relevante miljøer, hvor forbrugerne kan eksponeres for indhold, der har en reel chance for, at de rent faktisk vil stoppe op og bruge deres kostbare tid, er en anden sag, der kun gør hele AFP (advertising funded programming) og branded content øvelsen endnu sværere.

– For det er nu engang sådan, at hvis du lige er inde på Facebook eller Instagram for at få et hurtigt social-media-fix, så er det virkelig svært at få dig til at stoppe op og bruge 3, 4, 10 … minutter af din tid på noget ellers ganske udmærket kommercielt indhold.

– Det samme gør sig gældende, hvis du har trykket på en YouTube video, som du ønsker at se – kan du så nærmest forestille dig noget, der kan få dig til at afbryde dine planer og vælge at bruge 3. 4, 10 … minutter på noget helt andet?

Det skal være relevant og værdifuldt

Så Biites er et godt alternativ?

– Ja, vi tror på at biites, hvis de lykkedes med deres strategi, bliver en spændende mulighed for lige nøjagtigt at kunne få indhold til at optræde i en kontekst, hvor vi kan tro på, at modtagerne er i et mindset, hvor vi kan få dem til at bruge tid på branded indhold.

– Det ændrer selvfølgelig ikke på præmissen om, at indholdet, der skabes, skal være relevant og værdifuldt for modtagerne – uden det forhold opfyldt er det dumt at tale videre, slutter Jesper Lysholdt.

Læs mere om biites her.