Influencer-samarbejder fylder mere og mere i den danske marketingverden, og i går gik en ny satsning i luften, der går skridtet lidt længere end de fleste.

Det drejer sig om optikerkæden Smarteyes, der sammen med Michelle Nielsen, aka influenceren Stonemuse, lancerede en brilleselektion.

Den hedder naturligvis Stonemuse Selection, og den består af 10 briller, heriblandt brillen, der gør dig pænere på Instagram, brillen der redder enhver tøjkrise og brillen, der gør dig mere voksen.

Brillenavnene skal afspejle livsstilblogger Stonemuses’ univers, og de skal samtidig sætte fokus på, at briller er andet og mere end et synshjælpemiddel, fortæller Camilla Førby, der er kommunikations- og marketingkonsulent hos Smarteyes.

- Vi har pakket brillerne ind i en kommunikation, der fortæller noget om, hvordan og hvornår de kan bruges til at skrue op eller ned for forskellige sider af dig selv. Det har vi, for at vise, at du med briller kan ændre dit udtryk, og for at understrege, at briller er så meget mere end blot et synshjælpemiddel, siger hun.

Den rette influencer

Michelle Nielsen er ikke i tvivl om, hvorfor hun har indgået samarbejdet:

- Briller er en virkelig fed accessory. Jeg går meget op i æstetik og forsøger altid at inspirere mine følgere. Med briller kan du udtrykke din personlighed, din stil eller sågar dit humør. På den måde er briller ikke meget anderledes end tøj.

Og hvordan fandt Smarteyes frem til Stonemuse som den rette samarbejdspartner?

- Vi har haft flere dygtige bloggere oppe at vende på vores marketingmøder, men vi valgte at lave et samarbejde med Stonemuse, fordi vi er vilde med hendes æstetik og dygtige visuelle sans, siger Camilla Førby.

Troværdighed, troværdighed...

Derudover var det vigtigt for Smarteyes, at blogger-samarbejdet opfattes som troværdigt. Derfor gik de efter en blogger, der rent faktisk selv har behov for synshjælpemidler, og som derfor får mere ud af det end bare en sum penge.

- For hende er det ikke kun et spørgsmål om at tjene den næste krone, fordi hun hver dag lever med den problematik, som et par briller kan løse. Så hun kender de problemstillinger, som vores kunder lever med hver dag, men formår på samme tid at kombinere det behovsstyrede brillevalg med det faktum, at et par briller også bidrager med en masse personlighed på en persons udstråling og udtryk, siger Camilla Førby.

- Og det er klart dét, vi er gået efter med det her samarbejde: at kunne fortælle, at et par briller kan fremhæve forskellige sider af ens personlighed, og at en personlighed ikke kun er én ting. Og der har Michelle virkelig været et rigtig godt valg for os, fordi hun arbejder enormt kreativt og professionelt, fortsætter hun.

Camilla Førby kan også fortælle, at optikerkæden selv kører hele satsningen in house.

- Det er vores marketingteam, der har klaret alt lige fra forhandling og aftale med Buzzanova (deres netværk af influenter) til visuelt design, PR, annonceringsstrategi, butiksudstillinger og alt andet eksponering og eksekvering, slutter Camilla Førby.