I fjor gik Kræftens Bekæmpelse all-in på sociale medier med en stort anlagt Facebook Live-satsning i forbindelse med sin landsindsamling.
 
Sidste søndag gentog organisationen så succesen, og trods det fine vejr lykkedes det Kræftens Bekæmpelse at aktivere danskerne på Facebook.
 
Over 100.000 så således med, da Kræftens Bekæmpelse sendte live fra organisationens hovedsæde på Østerbro i København med tv-værterne Lene Beier og Thomas Skov i spidsen.
 
Samtidig var over 25.000 frivillige ude på gader og stræder med indsamlingsbøtterne til fordel for kræftsagen, og liveshowet var en hyldest til de mange frivillige og til alle dem, der gav en skilling i kampen mod den frygtelige sygdom.
 
- Vi ville vise hele Danmark, hvor seje frivillige, vi har. Og vi ville sige stort tak til de mange bidragydere, lyder det fra Jannick Blaksmark, som er chef for sociale medier i Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.
 
Det er jo der, danskerne er
 
Facebook blev valgt som platform for liveshowet, der blev produceret internt af Kræftens Bekæmpelses SoMe-redaktion i samarbejde med et eksternt teknikerhold. Og det er der flere gode grunde til:
 
- Det er på Facebook, danskerne er. Derfor skal vi som NGO også være markant til stede. Facebook giver mulighed for en hel anden type dialog, end den, vi kan have igennem de traditionelle medier. På Facebook kan vi tale med folk og ikke til folk, siger Jannick Blaksmark.
 
I alt fik liveshowet på selve dagen som nævnt 100.000 views. Det vil sige, at 100.000 på et tidspunkt i løbet af dagen var inde at se dele af eller hele liveshowet. 
 
Mere end 2.000 kommenterede, og næsten 20.000 sendte smileyer, tommelfingre eller hjerter af sted. Hashtagget #visflaget blev ligeledes brugt flittigt på både Facebook og Instagram.
 
Showet blev sendt som fire blokke på hver 25 minutter. Undervejs var der indslag med frivillige rundt i det ganske danske land, som kom live igennem via FaceTime-opkald.
Derudover lagde masser af gæster vejen forbi studiet: Bl.a. kræftpatienter, pårørende, kendisser og forskere blev interviewet. 
 
25 optaktsvideoer
 
Kræftens Bekæmpelses indsats på Facebook i forbindelse med landsindsamlingen blev sat i gang for over en måned siden.
 
Siden begyndelsen af marts har organisationen fra sin Facebook-side udsendt 25 optaktsvideoer, som sammenlagt har givet 1,45 millioner views. 
 
Der har været video-interview med kræftramte og pårørende, hilsner fra værterne og videoer, som viser resultater af Kræftens Bekæmpelses omfattende forskningsarbejde.
 
- Optaktsvideoerne resulterede bl.a. i, at 1.300 danskere meldte sig som indsamlere, siger Jannik Blaksmark.
 
I alt kom der 32,4 millioner kroner i indsamlingsbøtterne under landsindsamlingen søndag den 8. april. Pengene går til kræftforskning, forebyggelse og rådgivning.
 
Se et sammendrag fra liveshowet på Facebook her: