Danskerne er begejstrede for de tre giganter Google, Microsoft og Facebook, der løbende bliver en stadig større del af den danske onlinetrafik med et bredt spektrum af internetydelser fra søgning, email og chat over updates fra venner og bekendte til nyheder fra fjern og nær.
Ifølge den seneste Digital view-analyse, fra Jon Lund, er der ingen andre hjemmesider, der har mere end to millioner danske brugere hver måned.
Analysen viser desuden, at de tre konger tilsammen lægger beslag på godt en tredjedel af danskernes samlede online-tid.
– Det er en enestående innovationskraft der flyder fra de store amerikanske net-giganter, og de udgør på mange måder hovedpulsåren på nettet anno 2010. De danske spillere, der bedst forstår at hægte sig op de stores succes, vinder, siger Jon Lund.
– Skåret til er rådet: Vær synlig i Google, byg troværdighed på Facebook og hold kontakt med MSN. Det gælder både net-købmænd og reklamefinansierede online-medier, fortsætter han.
Alle tre sites udmærker sig ved at appellere til stort set hele Danmarks befolkning. Men der er alligevel forskelle. Hvor Google er hr. og fru Danmark, er Microsofts brugere markant yngre, mens Facebook har en udpræget kvindelig appel.
Jon Lund tilføjer:
– Google er et effektivt, men upersonligt opslags-værktøj, som du er hurtigt inde og ude af. Microsoft giver dig både nyheder, mail og chat og sikrer på den måde, at du ofte vender tilbage. Og på Facebook er du ude at pleje dit netværk - en rigtig tidssluger, siger Jon Lund.
Analysen “The three kings of Danish Internet: Google, Facebook and Microsoft” kan hentes på jon-lund.com.
Det er den 20. i rækken af analyser fra Jon Lund, der hver uge belyser livet på internettet i Danmark.