Det blev danske Advance der vandt Legos bureaukonkurrence om det Pan-Europæiske budget for Lego System til de 4-6 årige.
Advance vandt budgettet foran Ammirati Puris Litas og Scholtz & Friends i Tyskland, BMP-DDB Needham i England samt Saatchi & Saatchi-datteselskabet Kids Connection i USA.
Sidste del af konkurrencen der blev udskrevet i januar stod mellem Advance og Kids Connection.
Afgørelsen blev truffet på baggrund af de to bureauers kampagneoplæg og animatics der blev testet på målgruppen de 4-6 årige drenge samt deres mødre.
Lego er fortsat langt den største kunde hos Advance, der ud over det nye budget laver tema-markedsføring af Legos western-, space, pirat- og borgkoncepter. Desuden står Advance for maarkedsføringen af Lego Technic, butikspakker og promotions samt en række globale brochurer og æskefyld, der i visse tilfælde fremstilles i op til 56 sprogvarianter.
Advances administrerende direktør Steen Uhrskov fortæller til Markedsføring at Advance er udsprunget af Lego og at bureauet har arbejdet sammen med Lego i snart 25 år, og vokset med opgaven.
– Det er dog ingen livsforsikring. Vi er i konkurrence om Lego-budgette ca. hvert andet år, og skal hele tiden være oppe på lakridserne, siger han.