Courses tabs

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

custom add this

Folkesundheden fortjener bedre kampagner

Sundhedsminister Astrid Krag har bedt Sundhedsstyrelsen udarbejde et oplæg til, hvordan sundhedskampagner bedre rammer de fattige og dem med korte uddannelser. De lever nemlig kortere end resten af danskerne. I marts påviste en analyse fra Institut for Folkesundhedsvidenskab og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den rigeste fjerdedel af danske mænd i 2011 kunne forvente at blive 82 år, mens den fattigste fjerdedel af danske mænd kun bliver 72 år.

Det er i sig selv møgsurt at være fattig - men oven i købet dør man så også (tidligt) af det. Og denne ulighed vil vores folkesocialistiske minister for en sund sjæl i et sundt legeme nu gøre op med. Sundhedskampagnerne skal højne folkesundheden og ikke kun give byens duer noget pænt at kigge på.

Så langt så godt. For sundhedskampagnen er måske som disciplin den allermest basale oplysningskampagne overhovedet. Alle offentlige oplysningskampagners moder. At staten hjælper borgerne til at få et længere liv uden sygdomme er sund fornuft: 1) det enkelte individ får en ganske håndgribelig gevinst i form af et langt og sundt liv, 2) Samfundet sparer en formue på de offentlige budgetter til sundhedssektoren, der skal behandle færre syge mennesker og 3) Landets samlede produktivitet øges, fordi vi kan passe vores jobs og dermed fremstille flere pakker bacon, Svanen-stole og møtrikker i stedet for at ligge hjemme i sengen og pudse næse.

Skod smøgen og snør løbeskoene

Og desuden er økonomien i oplysningskampagner for bedre folkesundhed så lys og eventyrlig, at den kan få selv et hovedbestyrelsesmedlem fra Liberal Alliance til kortvarigt at smile. Ifølge en beregning fra Dansk Sundhedsinstitut kan der spares 30 mia. kr., hvis den tredjedel af befolkningen, der har de laveste uddannelser var lige så sunde som den midterste tredjedel. Med andre ord kan det grundlæggende betale sig at søsætte kampagner, der hjælper folket til at leve sundere og blive mindre syge. Hvis staten potentielt kan spare 30 mia. kr., er der så rigeligt råd til endog omfattende og vedvarende kampagner af allerhøjeste kvalitet.

Tænk en gang om man kunne måle og dokumentere, at en 6 mio. kroners kampagne mod rygning, fed mad eller for meget sofa ti år senere afstedkom, at 1.000 danskere ikke skulle behandles for lungekræft, blodprop eller slidgigt. Forestil dig, at det var muligt at påvise en direkte sammenhæng mellem årsag og resultat, og at de 1.000 danskere kunne udtrykke, at det netop var dén kampagne, der fik dem til at skodde smøgen og snøre løbeskoene. Så ville vores politikere forhåbentligt stå i kø for at bevilge penge til oplysningskampagner.

Desværre er denne sammenhæng vanskelig at påvise og nem at så tvivl om. Så offentlige oplysningskampagner fægter ofte lidt i blinde. Fordi resultaterne af kampagnerne enten er yderst vanskelige at dokumentere og derfor hurtigt betvivles af politiske modstandere. Eller fordi man simpetlhen helt svigter at måle på resultatet - før og efter kampagnen. Min påstand er, at alt for mange offentlige kampagner henvendt til borgerne ikke bliver effektmålt og derfor ender som skud i tågen.

Hvis man som politiker - eller som embedsmanden, der fører kampagnen ud i livet – ikke ved, om skidtet virker, kan man vel ikke en gang overbevise sig selv om, at kampagnens form og budskab er det rette.  Og så bliver en oplysningskampagne om danskerne sundhed altså lidt halvhjertet, fesen eller tøvende. Og det mærker modtageren– i hvert fald ubevidst. Kampagnen brænder ikke rigtig igennem, målgruppen bliver ikke rigtig talt til, og ingen er rigtigt glade. Og husk nu at sundhedskampagnen som tidligere nævnt var til alles fordel. Så alle – politikerne, embedsmændene, reklamebureauet, modtagerne/skatteyderne – ønsker i virkeligheden, at sundhedskampagnen skal virke. Og dette er faktisk en vigtig pointe: Vi har alle interesse i at den offentlige sundhedskampagne virker bedste muligt. Den type kommunikation har fra naturen ingen modstandere og ingen konkurrenter.

Nu ikke så forsigtig, Astrid

Men alligevel er vi vist alle enige om, at disciplinen ikke helt fungerer herhjemme. Og det vil Astrid Krag nu have udredt, hvilket hun skal have ros for. Dét initiativ er faktisk rigtig fint sammenlignet med ret meget andet. Som sagt: a) danskerne bliver sundere og lever længere. b) vi sparer en masse penge til behandling af sygdomme og c) vi tjener flere penge og bliver et rigere land.

Det eneste, der så blot ærgrer mig en anelse var de ord, hvormed ministeren i pressen iscenesatte initiativet. Nærmest pr. automatpilot forklarede hun, at man ikke må lave sundhedskampagner med ”løftede pegefingre”, at vi skal ”undgå skræmmekampagner”, at vi skal ”udstyre borgerne med redskaber”, at vi skal ”kommunikere i øjenhøjde” og bla-bla-blah.

Nu ikke så forsigtig, Astrid. Sig noget nyt og overraskende i stedet for at være så korrekt, flink og rund. Træd nogen over tæerne, stød et par manchetter og få point for at være kontant og skabe målbare resultater på folkesundheden. Måske skal der netop skræmmekampagner til, måske skal vi nærmest true vælgerne til at passe deres helbred. Forestil dig kampagnen ”Dansker, nu tager du dig fame’ sammen. Hvis ikke du begynder at tage ansvar for din egen krop og passer dit helbred, får du snart selv lov at betale hospitalsregningen, basse!” Eller måske skal vi økonomisk belønne de borgere, der gør en ekstra indsats for deres sundhed. A la ”Du får 30.000 skattefrit hvert år, vi ikke ser skyggen af dig på et hospital”.

Men okay - måske der er en årsag til, at jeg aldrig blev politiker.

Jakob Dreyer er adm. direktør i Dreyer+Kvetny. Han blogger om skattefinansieret hjernevask og medlemsbetalt manipulation. Om at drive befolkningen rundt i manegen – eller råbe i folkeopinionens døve øre. Om interesseorganisationers og myndigheders opdragelsesmetoder i alle de kampagner, der skal få danskerne til at skrotte vaner, udskifte værdier og adoptere nye holdninger. Og om alle de kampagner, som verden fortjener - men aldrig får.

Kommentarer