Courses tabs

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

custom add this

Obama og Romney som brands

Når vi taler om personlige brands (i dette tilfælde politikere) handler det om først og fremmest om sammenhængen mellem retorik, vision og symboler: Det man siger, det man gør og måden, man fremstår på. En pakke af sammenhæng og konsistens.

Dernæst handler det naturligvis om, hvordan man aktiverer den pakke. Hvor effektivt man bruger medierne og fremstår i medierne, og hvilke personer og ting, man omgiver sig med.

Obama var en superbrand i 2008. Et klart budskab – change, hope – der blev gentaget og varieret i hver eneste tale og udtalelse; et klart budskab, der samtidig i sin essens er det mest virkningsfulde i det politiske liv, fordi valg nu engang har det med at blive vundet af den, der ikke gør sig synonym med magten, men udfordrer den.

Obama havde i 2008 visionen og retorikken på sin side – og han havde alle brandingens andre virkemidler:

  • En visuel, æstetisk profil (med plakater, designs, det konsistente farvevalg etc.).
  • Verdens hidtil mest effektive medieplatform inden for sociale medier. Millioner af mennesker, der talte om Obama snarere end blot at være passive modtagere af PR fra hovedkvarteret.
  • The showbiz-faktor, hvor Obama (som det normalt er tilfældet for demokraterne) kunne trække på hele the establishment fra Hollywood, musikbranchen, filmbranchen mv. Fra Clooney til Springsteen.

Siden dengang har Obama tabt en del af sin brandværdi. Han har tabt visionens magt – og er på mange blevet magten snarere end dens udfordring. Det er naturligvis altid et problem for den siddende præsident, men alligevel lidt forbløffende, at Obama så længe ”glemte” sit personlige brand-DNA: Den konstante insisterende på forandring. Det budskab kan og skal man også personificere som en siddende præsident.

Obama har også tabt fordelen i de sociale medier. USA er siden 2008 kommet på nette, også i Midtvesten – og Romneys lejr har denne gang udnyttet mulighederne lige så dygtigt som demokraterne.

Tilbage står den del af brandaktiveringen, som Obama har mestret igen: At omgive sig med mennesker, der har endorseret ham selv og styrket projektet som klassisk co-branding. Kändisserne Scarlett Johansson, Clooney, J-LO m.fl. og naturligvis de stærke kvinder, som han er mand nok til at omgive sig med: Hillary Clinton og Michelle. Læg dertil Bill Clinton, der som årtiers mest populære eks-præsident bogstaveligt talt trækker titusinder af mennesker til sine rallies i svingstaterne.

Romney fra et brandperspektiv? Den historie er kort: Mitt Romney er figuren ovenpå en effektiv kampagne, og han er centrum for en koalition af utilfredse vælgere. Men han er ikke noget personligt brand – han er det modsatte:

  • En koalition af modstridende interesser (fra den kapitalstærke overklasse til hvide arbejdere i deep south).
  • Uklare budskaber, der endda (hvad angår sundhedsreform mv.) er i direkte modstrid med alle hans tidligere holdninger.
  • En manglende aktivering af personer og mennesker, der kunne styrke hans egen persona. Den tidligere præsident George Bush er for upopulært til overhovedet at være et aktiv som Clinton er det for demokraterne. Og Romneys hustru Ann (der forekommer at være et smukt, varmt og intelligent menneske) er gemt af vejen og slet ikke aktiv i det omfang, man kunne forvente. Måske er hun for syg til at have kræfterne? Måske fordi Romneys kampagnestab ikke har set mulighederne?

 

Kresten er ejer og stifter af LEAD Agency. Han rådgiver især inden for strategi, presse, public affairs og ledelse – og har yderligere en særlig interesse for branding og positionering. Kresten er uddannet cand. scient. pol. og har tidligere været ansat på Politiken, som chefredaktør på Det fri Aktuelt og dagbladet Dagen. Han har også været Nordisk og Baltisk kommunikations-direktør for Coca-Cola og salgs- og marketingchef på Det Kongelige Teater.

Kommentarer