custom add this

Velkommen til SXSW2015

Denne fredag åbner den digitale del af SXSW2015, som udover at tiltrække flere tusinde mennesker (herunder en masse danskere), er blevet en af de vigtigste konferencer i vores branche. Men hvad får folk fra alle verdenshjørner til at valfarte til en middelstor cowboy-by midt i Texas? Der er jo ikke ligefrem Cannes-strande og tjekkede bureaufolk man møder, når man går langs bredden af Colorado River og indbyggerne kipper med cowboy-hatten. 

Svaret er naturligvis relativt simpelt. Denne ene konference er blevet et nærmest religiøst omdrejningspunkt for de branchefolk, der ser kreativitet og teknologi som de bærende elementer til at bygge deres brand og opnå forretningsmæssig succes. Det er her man henter det næste skud vitamin til den start-up man drømmer om eller den marketingplan, der bare alt for længe har lignet en kopi af 2008-udgaven. Det er her en 20-årig teknologi nørd diskuterer forretningsmuligheder med Pepsis CMO. Og det er her at de virkelige sheriffer har navne som Jack Dorsey og Evan Spiegel.

Luften og indlæggene er klinisk renset for floskler og tendenser som ”10 tips om Content Marketing” eller ”Omnichannel er det nye Crosschannel”. Det hele er tænkt på en meget større ideologisk klinge – og udgivet med en langt mere substans.

Mange af de hærdede SXSW-gængere vil dog nok mene, at festivalen er blevet for kommerciel. At ideologien har forladt SXSW, i takt med at frokostbordene på Four Seasons, på føromtalte flodbred, er blevet booket. Jeg vælger at se anderledes på det.  I min optik, så handler alt i sidste ende om forretning, uanset om det er set fra en ung start-up eller en CMO’s perspektiv. Det handler om at teknologi på mange måder har ændret verden – og at det er her vi skal søge de næste muligheder for vores brand og dermed vores forretning.

Velkommen til en spændende uge i Texas.

Another sender løbende artikler hjem fra SXSW2015 i den kommende uge, med fokus på CMO’ens udfordringer og muligheder i et brandperspektiv

Morten Hershøj er co-founder af bureauet Another. Her på bloggen skriver han om trends, data, digital, 1:1 og, naturligvis, advertising.

Kommentarer