Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Mareridtet

Forleden havde jeg mareridt. Jeg drømte, at en række nålestribede trolde, små og krumbøjede, i tusmørket kørte af sted med hver deres trillebør, fyldt med… det var svært at se.

Pludselig ramte en månestråle rækken af hårdtarbejdende gespenster, og jeg opdagede, at det var klingende mønt, troldene kørte med. Pludselig indså jeg, det var gnomerne i Schweiz, der arbejdede i natten.

Ved vejsiden stod en mand med en stor, busket moustache og Panama-hat og grinede. ”Amatører,” sagde gauchoen på spansk med et bredt grin, så guldtænderne glimtede. Siden han snakkede spansk, var han formentlig en vaquero, ikke en gaucho.

Ud disen kom en mand ridende på en vallak, og han lignede … ja, en kombi af Karsten Lauritzen og Clint Eastwood, mest Karsten Lauritzen. På en vallak, en meget broget og trist vallak. Jeg svedte af skræk på det tidspunkt.

Tiden stod stille. Pludselig kom en bredskuldret cowboy ridende på en hvid hest. Trods den tøndeformede brystkasse og skuldrene lignede han Martin Krasnik, og han bar en skovl og rensevæske hængende ved hofterne.

Nu svedte jeg lidt mindre, drømmen virkede lindrende, næsten lettende, indtil vaqueroen med Panama-hatten rystede på hovedet, sagde ”et par dobbelte amatører”, og red bort, mens latteren rungede og fortog sig som et ekko i natten.

Jeg vågnede med et sæt, igen gennemsvedt med rædslen dunkende i kroppen. Hvad var dog det? Min mentor, der er shaman og bærer Yggdrasil tatoveret på panden, sagde: ”Bør vi mon tænke Panama?” og det gjorde jeg så.

Den urene tackling

Hele weekenden læste jeg op på Mossack Fonseca-sagen, og journalisternes tackling af problemet. En rigtig god historie, et straffespark af en historie, der bare skal sparkes i kassen. Af Martin Krasnik på den hvide hest – og alle os andre.

Lykkedes øvelsen? Ikke ret godt. Endnu engang står vi med flere spørgsmål, end vi har svar. Er der begået noget ulovligt? Vi ved det ikke. OECD-samlingen forleden førte ikke videre. EU er ikke kommet videre. Tasterne på tastaturerne kloden rundt har hamret som i det bedste orkester, men vi har fået mere larm end indsigt og musik ud af det.

Politikere og medier har igen skabt en kaotisk nyheds- og analysestrøm, der ikke har gjort nogen klogere. Er der noget ulovligt ved at oprette selskaber i Panama? Nej. Prøv så lige at huske tilbage nogle få år.

Ingen diskuterede jo ulovlige skattely, da DONG solgte en andel af sig selv til Goldman Sachs. Dengang hadede vi bare – os i det kreative segment –  Bjarne Corydon, fordi han solgte en lille del af et dansk klenodie til de grådige amerikanere.

Ingvar Kamprad, Ikeas ikoniske far, gjorde det samme, gemte formuen i Luxembourg, indtil han fik bondeanger og flyttede hjem til Sverige.

Selve princippet om at bruge eller sælge til folk med selskaber i Luxembourg blev kun perifert berørt. Lige som når Lars Seier sponserer det ene eller det andet, men kommenterer sagerne fra Schweiz. Han er heller ikke glad for at betale skat. Hvor mon Michael Laudrup eller Peter Schmeichel betaler skat?

Leder vi de rigtige steder?

Klap nu den hvide hest, hører jeg en ven hviske. Nu har vi fokus på skatteunddragelse, og det er godt. Tjah … måske, hvis der kommer noget ud af det. Men hvad hvis vi endnu engang kommer op med de forkerte løsninger, fordi vi leder de forkerte steder?

Skal vi have ny lovgivning, når den eksisterende formentlig er klar nok? Svindel er svindel, uanset om det er staten eller private, det går ud over. Kan man lovgive imod, at folk tænker i skatteoptimering? Nej, vel, så skal samtlige skatteeksperter bures inde.

Kan man lovgive imod, at hensigten er at spare penge, når man opretter et selskab i et skattely? Nej, vel, hensigten kan ikke være ulovlig, det kan kun faktiske transaktioner og adfærd. Og behøver man ny lovgivning, hvis en ledende medlem af det selskab, man har oprettet, har været død i otte år? Så er vedkommende ikke aktiv i selskabet, må man formode, og det indikerer vel, at selskabet ikke reelt ligger i Panama, men styres hjemme fra – fx Danmark.

Og det er ulovligt, fordi så er der dokumentation for, at selskabet alene er oprettet for at omgå (danske) skatteregler. Men det kan man jo sagtens dømme folk for med den eksisterende lovgivning.

Er NSA og CIA involveret i lækagen?

Nu er jeg ikke skatteekspert, og sagen interesserer mig dybest set ikke som andet end en god historie. Men der er så mange problemer med Panama-papirerne, at det trodser enhver beskrivelse. Og at jeg håber, at dygtige folk i medierne og hos SKAT får løftet mere af sløret.

Som vi har set det i de seneste uger, er vi ikke blevet klogere – overhovedet. At Putin er en skurk, og at folk som Messi er grådige, er jo ikke overraskende. Heller ikke, at nogle få andre danskere er lige så skatte-sky, eller at danske banker medvirker.

Det mest interessante i sagen kommer fra en amerikansk whistleblower, der begyndte som en skurk, men endte som en helt.

Bradley Birkenfeld var whistlebloweren bag ”Swiss Leaks”, skattesvindlen i det schweiziske banksystem, og han blev først fængslet i 2008 og sad 30 måneder for at sikre transparensen. Han har sin egen udlægning af Panama-papirerne.

Hvorfor er der ikke en eneste betydende amerikaner i de lækkede papirer? spurgte han for en lille uge siden. Kun en række af USA’s fjender er nævnt i papirerne, og folk som Cameron, Messi og nogle andre er blot collateral damage. Formentlig for at skabe troværdig om lækagen af de 11,5 millioner papirer.

Birkenfeld fik godt 100 mio. dollar i erstatning af den amerikanske stat for sin indsats som whistleblower, skal vi kalde det for findeløn, og formentlig også for svie og smerte. USA tjente kassen på grund af hans afsløringer.

Han hæfter sig ved, at John Doe, der lækkede papirerne til Süddeutcher Zeitung, ikke er whistleblower, men hacker. Og verdens bedste hackere, kald det bare IT-eksperter, sidder i NSA, det amerikanske sikkerhedsagentur. Det kunne forklare, hvorfor det kun er ikke-amerikanere, der er afsløret, og hvorfor netop Mossack Fonseca er hængt til tørre.

I mit mareridt grinede vaqueroen over indsatsen, måske fordi han var sponseret af NSA, CIA eller andre med interesser i lækagen. Jeg tror, vi kun har set spidsen af isbjerget, og jeg tror drømmen vender tilbage. Drømmen om transparens og om, at ærligt gravearbejde batter. Indtil videre er jeg ikke imponeret.

PS: Hvorfor er Panama-papirerne klausuleret som arbejdsdokumenter til en udvalgt flok journalister? De har end ikke arbejdet i 60 sekunder for at grave papirerne frem. Når I har tænkt en anelse, gror mareridtet frem som et monster inde i jer.

Christian W. Larsen er er ansvarshavende chefredaktør og blogger her om dette og hint.

Kommentarer