Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Planlæg at være spontan på de sociale medier

Hvordan planlægger man at være spontan på de sociale medier? Start med at give dig selv rammerne, så du kan være agil i din kommunikation.

Ja, kan man skrive en mere tvetydig overskrift? Det tror jeg ikke. Men når vi går i dybden med det her i indlægget, så giver det nok meget god mening til sidst.

Jeg er stor fortaler af planlægning på de sociale medier. Dette giver mulighed for at få tænkt ordentligt over vores grafiske udtryk, relevante kampagner og ordlyd, og dermed få lavet noget indhold til de sociale medier, der er langt foran vores konkurrenters. Vi har månedlige content møder, hvor vi diskuterer den efterfølgende måneds aktiviteter på de sociale medier. Efterfølgende bliver tingene planlagt og produceret, så vi stadig er i god nok tid til at få gjort det ordentligt.

Nå, tilbage til overskriften og til det, dette indlæg egentlig handler om. Nemlig spontanitet på de sociale medier.

Man kan nemlig sagtens planlægge denne spontanitet. Og her tænker du måske: ”Hvis man planlægger det, så er det jo ikke spontant!”. Men det er altså ikke selve indholdet, der bliver planlagt på forhånd. Det er simpelthen muligheden og værktøjerne til at være spontane i sit indhold på de sociale medier. Hvis du, som forklaret i ovenstående afsnit, har planlagt dit indhold i god tid, så har du mulighed for at være kreativ og spontan hver dag. Der hænger nemlig ikke noget over dit hoved, som du bare skal lave. Det hele er jo allerede planlagt.

Hvis man kombinerer denne planlægning med de rigtige værktøjer, både mentale og content-værktøjer, så har du mulighed for at lave nogle rigtigt spændende og kreative spontane kampagner.

Det er vigtigt at forberede sig mentalt på at være kreativ og spontan. Det handler om at træne din hjerne til at være opmærksom på mulighederne. Og ja, det kan man godt træne. Det tager tid, men når først du er inde i gamet, så ser du mulighederne for at være kreativ på de sociale medier. Det starter i det små, hvor du skal holde øje med dagens events og de emner, der bliver omtalt i medierne eller på de sociale medier. Kan du bruge dette i dit content? Sørg for at udfordre dig selv til at lave indhold på dagens begivenheder. Det bliver ikke altid lige godt i starten, men der er ingen, der siger, at du skal poste alt indhold. Fodboldspillere træner jo også inden de skal spille kamp om søndagen. Så prøv at være kreativ på nogle af dagens nyheder og se, hvad det fører til.

Inden du ser dig om, så er dette en del af din hverdag og du tænker ikke længere over, at du skal være kreativ og spontan.

Værktøjer

Det er også muligt at sætte nogle ”fysiske” værktøjer op, så du er klar, hvis situationen er der. Det er vigtigt at have en designmanual klar, så du hurtigt kan få produceret det grafiske indhold. Sørg for at følge din grafiske manual, så grafikken er i tråd med resten af dit indhold.

Hvis du ikke selv laver din grafik, så sørg for, at din grafiker er med på, hvordan der skal rykkes hurtigt nogle gange. Få snakket om de rigtige arbejdsgange, så de gode idéer hurtigt kan blive skudt af sted. Hvis f.eks. chefen skal godkende indholdet til de sociale medier, så sørg for at have en direkte aftale med personen om, at der i visse tilfælde skal godkendes hurtig. Sørg samtidig for at have de rette procedurer på plads. Mange virksomheder skal koordinere det sociale indhold med f.eks. salgsafdelingen eller kundeservice. Sørg derfor for at have nedskrevne processer omkring, hvem der skal vide hvad og hvornår.

Med disse værktøjer, så bliver du for alvor i stand til at være spontan og kreativ.

Det er sådan jeg arbejder, og det virker. 

Jeff har arbejdet med digital marketing og sociale medier siden 2010, og har blandt andet været hos Trendsales, Just-Eat og Billy's Billing. Med et stort hjerte for nytænkning inden for digital markedsføring, så vil Jeff bringe spændende kampagner og gode råd på området. I dag rådgiver han nogle af de største danske virksomheder inden for digital marketing som konsulent hos bureauet Cool Gray.

Kommentarer