custom add this

Gemmeleg eller målskive?

I starten af oktober bragte Politiken en historie, DanWatch havde researchet, der satte Maersks ellers hæderkronede bæredygtighedsindsatser i et dårligt lys.

De to aktører kunne afsløre, at Maersk får ophugget skibe under farlige forhold på to værfter i Indien og Bangladesh, og sagen har på rekordtid udviklet sig dramatisk, hvor Maersk først gik i forsvarsposition, og til at rederiet nu lover bod og bedring, og har desuden givet DanWatch ret i, at forholdene er helt uacceptable.  

Sagen om Maersk rejser nogle vigtige spørgsmål omkring virksomheders bæredygtighedsindsatser og den virkelighed, som vi opererer i. For hvor går grænsen mellem økonomien, forretningshensynet og den sociale indsats? Og er det bedre at arbejde proaktivt i gråzonen end helt at undgå etiske problemstillinger?

 

Motiverende eller flyverskjul?

De spørgsmål bliver kun endnu mere relevante, når man ser på den mur af mediebevågenhed, som Maersk i denne sag er løbet ind i. For vil en sag som denne få virksomhederne til at gemme sig fra omverdenen og afstå fra at lave klare udmeldinger omkring deres indsatser, når CSR kommer under luppen? Eller virker det motiverende, så endnu flere rykker fremad på agendaen?

Maersk har længe haft en god og sund forståelse af, hvordan deres aktiviteter påvirker det omkringliggende samfund, og hvordan de via en ansvarlig indsats kan reducere effekten af de negative virkninger.

Hos Maersk har energireduktion, sikkerhed og sundhed været centrale værdier på linje med rettidig omhu og respekt for fædrelandet. Strategien har længe givet positive resultater, både for virksomheden i form af synlige resultater på bundlinjen, men også for samfundet med drastiske CO2 reduktioner til følge.

Så Maersk har i mange år haft førertrøjen på i rederibranchen, også når det handler om bæredygtighed. De har altså formået at skabe den famøse win-win situation, de fleste af os efterlyser og på den lange bane vil kunderne, der i stigende grad bliver mere og mere kritiske forbrugere, honorere bæredygtigheds-strategien.

 

”Licens til at eksistere” – livet i gråzonen

Men så dukkede de to sager fra Indien og Bangladesh op, hvor mennesker og miljø udsættes for unødig og uacceptabel risiko.

Diskussionen om Maersks ansvar blev hurtigt voldsom. To af landets mest indflydelsesrige investorer, PFA og ATP, erklærer, at de vil i en ”seriøs dialog” med Maersk, og politikere kræver handling, og nogle sågar politianmeldelse.

Reaktioner som disse er i dag uundgåelige. Vi lever jo i et samfund, hvor vi i kraft af øget transparens får større indsigt i, hvad virksomheder går rundt og laver ­– både herhjemme og i resten af verden. 

Det juridiske i sagen overlader jeg til andre, men heldigvis siger både Annette Stube, chef for Sustainability i Maersk-gruppen og bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen, at de agter at sikre, at ophugningen af skibene i fremtiden sker på ansvarlig vis.

Det er vi mange, der er glade for, selv om vi jo godt ved, at Maersk agerer i en branche, som i mange år var, og nogle steder stadigvæk er, kendetegnet ved netop meget voldsomme arbejdsulykker og forurening.

 

Boykot eller pro-aktiv indsats?

Dermed er sagen et godt eksempel på, at nogle virksomheder har operationer i områder, hvor gråzone-virkeligheden er hverdagen. Her er det vigtigt at spørge sig selv, om Maersk som samfundsansvarlig virksomhed gør bedst i at boykotte disse skibskirkegårde, eller om de gør en større indsats, hvis de aktivt går ind og forbedrer forholdene på stedet?

Her kan en parallel nemt trækkes til børnearbejde, hvor vi i de seneste år har set, hvordan flere virksomheder ikke længere boykotter produktion via børnearbejde, men i stedet sikrer, at børnene får bedre arbejdsforhold og en god uddannelse. For det er på den måde, at man både på den korte, men i særdeleshed på den lange bane, kan sikre bedre vilkår for børnene. For børnearbejde og skibskirkegårde forsvinder ikke, blot fordi man kigger den anden vej.

Det er i den gråzone, at Maersk har en opgave og interesse i at tage et ansvar for at skubbe industrien og sig selv i den rigtige retning imod lysere zoner for at blive i farveskalaens verden. CSR-indsatser skal efter min mening nemlig ikke bedømmes på en sort-hvid skala, hvor man enten er ren som Cæsars hustru eller sort som djævelen.

Samtidig er der ingen tvivl om, at koncernen nu vil være i mange mediers søgelys. Michael Pram Rasmussen lægger populært sagt hånden på kogepladen, fordi de næste ophugnings-kontrakter af gamle skibe vil blive undersøgt med lup.

For det er jo indlysende, at hvis principperne om ansvarlighed kun gælder, når økonomien går i den rigtige retning, har Maersk et stort problem.

 

Summa summarum

Læringen af Maersk-sagen er efter min mening denne:

For det første: Når man arbejder med CSR og investerer i bæredygtighed, udsætter man sig også for kritik. Det gælder for alle virksomheder i alle brancher, og det skal virksomheder leve med.

Men CSR-investeringen vil betale sig tilbage, ikke mindst fordi de stadigt mere kritiske forbrugere og i stigende grad investorerne kræver ansvarlighed af deres foretrukne investeringsobjekter, og de vil belønne en ansvarlig retning med kreditkortet.

For det andet kunne en logisk konsekvens af Maersk-sagen være, at den virker afskrækkende på branchen og andre virksomheder. De vil måske være tilbageholdne med at implementere ansvarlighed, netop fordi de ved, at CSR-udmeldinger kan blive en boomerang, der altid vender tilbage.

Jeg er nu ikke bekymret for, at dét sker. Medierne og de kritiske forbrugere vil i fremtiden stille endnu større krav, og for virksomhederne er det heldigvis stadig sådan, at CSR- og bæredygtighedsstrategier er værktøjer i positioneringen på markeder, hvor også konkurrencen vokser.

At the Millennials og de endnu yngre i Generation Z vil vælge virksomheder til som fremtidige arbejdspladser, fordi de her ser et formål med arbejdet ud over at tjene penge, er en accepteret kendsgerning i dag. Så som employer branding værktøj er ansvarlighed også væsentlig. For slet ikke at tale om anerkendelsen fra samfundet – det vi kalder for ”license to operate”, der også er bygget ind i ansvarlig drift.

Men det ændrer ikke ved, at CSR og bæredygtighed er en boomerang, der vender tilbage, hver gang vi kaster den ud. Det er en risiko, og de bedste virksomheder kender den. Hvis Maersk ellers holder, hvad koncernen lover, og eksempelvis dokumenterer, at ophugningen i Indien og Bangladesh har en indbygget fornuft, og ikke bare er en spareøvelse, kommer Maersk ud af mediestormen med meget få skrammer.

Og dermed bidrager hele historien faktisk til, at ansvarlighed får den placering i enhver moderne virksomheds forretnings-strategi, som langt de fleste af os ønsker.

Lene Hjorth er afdelings-direktør for koncern-CSR i Jyske Bank. Uddannelse: Cand.phil. og Master i kommunikation. Lene Hjorth er bestyrelsesformand for Kofoeds Skole og bestyrelsesmedlem hos Det Sociale Netværk, Psykisk sårbar og Innovation Silkeborg. Lene er formand for CSR-klubben i Huset Markedsføring. Blandt de mange CSR-initiativer koncernen arbejder med er følgende projekter der sigter efter at forbedre vilkårene i de almene boligområder,og Projekt NABOrum, der arbejder med at skabe fællesskab i boligområderne. Dernæst "Flere praktikpladser" og "MurMal", der går ud på at lokalmiljøet sammen med professionelle kunstnere forskønner udvalgte byrum. Internt i virksomheden har 17 udviklingshæmmede gennem mere end 13 år varetaget den daglige rengøring.

Kommentarer