Courses tabs (CT)

custom add this

En rejse mod det ukendte land

Vi knæler for den store omnichannel gudinde, gør vi. Der er jo ikke grænser for, hvor godt markedsføringen fører forretningen ud i overhalingsbanen, bare vi investerer boksen i personaliseret kommunikation – i rette tid på rette sted osv. osv. osv.

Vorherre bevares, siger jeg bare.

Er det noget nyt? Nej, salig Aristoteles sagde for 2.300 år siden: ”Enhver kan blive vred –- det er let. Men at blive vred på den rette person, i det rette omfang, på det rette tidspunkt, med det rette formål og på den rette måde – det er ikke let."

Omnichannel-tankegangen blev født, da de fleste danskere spiste rødder og nødder og kun lige var i gang med indvandringen fra de varme lande. Men vi er godt nok ikke kommet ret langt siden da.

Eller måske er marketers bare, hvor de altid har været? Forenkler man sandheden er anelse, er omnichannel jo ikke andet end det, kampagne-begrebet altid har været. Kontaktpunkterne til forbrugerne er blot blevet flere.

Netop nu udkommer Networked Business Initiative med en fin analyse med et tilhørende site medkundenicentrum.dk. De pæne mennesker fortæller os, at vi er halvvejs fremme ved omnichannel-målstregen, men det svarer efter min mening til at mene, at der er 50 pct. chance for at vinde i Lotto. Enten vinder man, eller også vinder man ikke.

Ikke uforskammet

Dette er ikke skrevet for at være uforskammet. NBI-enheden på CBS er ude med et meget, meget fint initiativ, nemlig at skabe et værktøj og en mulighed for at virksomheder benchmarker sig i omnichannel-rejsen.

Vi kipper med kasketten over det værktøj, Sitecore leverer til forskningen. Men ”halvvejs” er meget, meget langt fra sandheden. Danske virksomheder slæber fødderne igennem sølet, dels fordi ”plejer” slet ikke er død, dels fordi siloerne lever, og dels fordi bonussystemer og kultur spænder ben for nærmest enhver form for nytænkning.

Men omnichannel er også en enorm ambition, et fatamorgana, vi aldrig når frem til. Det flytter sig fremad, mens vi investerer og halser efter en udvikling, der faktisk er livsnødvendig, hvis virksomhederne vil overleve.

Til alt held er langt de fleste af konkurrenterne heller ikke i gang, men det kommer. Af NBIs fakta-sheet kan man nemlig se, at de 10 pct. bedste er på rette vej, og kæmper med en gigant-plan, der naturligvis begynder med at afklare strategien først.

Kom nu i gang, siger vi, ellers, som amerikanerne siger, ”Do it or die”. Til interesserede vil vi i øvrigt anbefale Rasmus Houlinds bog, ”Hvis det handler om mig, så køber jeg”. Det er en omnichannel marketing-bibel.

Men endnu vigtigere: Gå ind på ”NBI Omnichannel Capability Tool” og tag testen. Det koster ikke andet end at aflevere data. 306 virksomheder er allerede inde i systemet.

Hvem er de bedste marketers i Danmark?

Endelig vil jeg gerne anbefale, at vore interesserede følger den nye filmserie, hvor nogle af de dygtigste danske marketers portrætteres for at hype bogen the M list. De film kan følges på markedsforing.dk, og de leverer glimrende inspiration til virksomheder, der ønsker at fange tendenser fra 2017 og fremefter.

Den nye M list er snart på trapperne. Den lanceres medio januar. Er du interesseret, så læs mere her.

Velkommen til endnu en debat om, hvorvidt vi har ramt rigtigt – eller forbi skiven. Bogen the M list bliver aldrig perfekt, men forhåbentligt bedre og bedre år efter år.

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer