Courses tabs (CT)

custom add this

Genial og nem ide til julekort med stor effekt

Fortvivl ikke, selvom du endnu ikke har nået at få sendt julekort til kunder og samarbejdspartnere. For her kommer en genial ide til et godt julekort, som er let at lave.

Og det er ikke bare den sædvanlige smøre med tak for et fantastisk år og vi håber på et godt samarbejde i 2017 ...

Der er heller ikke tale om en sød video med en julemand og hans rensdyr. Og heller ikke et julepostkort fra SOS Børnebyerne.

Nej, den ide, du får nu, har jeg brugt de sidste fem år med stor succes. Og den er nem at kopiere uden at miste sin originalitet.

1.       Mit julekort er en mail. Så kan mange få det uden at koste mig en bondegård i porto og print.

2.       Min grafiker har pyntet mit logo med lidt julestads. Men det er jo heller ikke revolutionerende.

3.       Men nu kommer vi til det geniale: Mailen er samtidigt et gavekort til en times massage hos en professionel massør.

Det har virkelig taget kegler, og derfor bliver jeg ved med at genbruge konceptet.

Mange skriver tilbage og siger tak, og at de glæder sig til at få massage. En erfaren direct marketing-direktør skrev ligefrem, at det var det bedste julekort, han nogensinde havde fået …

Andre fordele

Et gavekort er jo noget nemmere at håndtere end at skulle levere 6-12 flasker vin, en købmandskurv eller andre fysiske gaver.

Med gavekortet slipper man samtidigt for at skulle byen rundt med gaver eller hyre et kurerfirmaet til at gøre det.

For det tredje er gavekort ikke så dyre, som de lyder. Dels får jeg rabat af massøren. Dels når ikke alle modtagere at bruge det inden udløb (mit gavekort kan bruges i tre måneder). Men de når at glæde sig over at få en gave.

Hvilket gavekort skal du vælge?

Jeg tror, at min massør ville være lykkelig for, at flere af jer brugte gavekort til ham som julegave.

Men der er også mange andre ideer, hvis du ligesom mig har btb-kunder, som lægger en del penge hos dig hvert år, såsom:

Brunch for to på en cafe, du har lavet aftale med, eller to biografbilletter med popcorn og sodavand

En times træning med en personlig træner

Besøg hos en sandsigerske, astrolog eller noget andet skørt

En sejltur eller cykeltur langs havnen med en guide, der fortæller om de nye byggerier

En fælles løbetur i Dyrehaven med efterfølgende smoothie og foredrag om motion, sundhed, personlig udvikling eller et andet populært emne.

Og hvis du har mange små kunder, kan du bare droppe fødevarerne og nøjes med løbeturen og evt. få en rutineret løber til at fortælle om, hvordan man lægger træningsplaner.

Og hvis du vil holde prisen endnu mere nede, kender du nok en i dit netværk, der kunne levere den vare, du giver gavekort til. Måske endda ganske gratis, hvis det for eksempel er en personlig træner, fordi vedkommende så kan markedsføre sig selv over for din kunder.

Og husk også – apropos den verserende ATEA-retssag – at dine gaver nok ikke skal være for dyre. Og da slet ikke, hvis du har offentlige kunder!

Hvis du selv har andre ideer til geniale julekort, så skriv en kommentar nedenfor.

Og hvis du ikke kan nå at lave et julekort, så skriv et nytårskort. Så kan dit logo for eksempel se sådan her ud:

 

Mikkel Buhelt har siden 2006 været selvstændig PR-rådgiver med enkeltmandsvirksomheden PressOffice (www.pressoffice.dk). Inden da var han otte år på PR-bureau og er uddannet i både Public Relations og økonomi og har i sine unge år arbejdet som erhvervs- og sportsjournalist. Hans speciale er at skabe medieomtale og producere nyhedsbreve, content og case stories for især it-, videns- og byggevirksomheder med btb-kunder. Desuden har han et godt blik for salg og markedsføring. Her på bloggen vil Mikkel Buhelt især skrive om kommunikation, forretningsudvikling og salg.

Kommentarer