Courses tabs (CT)

custom add this

Amatører

Jeg er sikker på, at mennesker, der arbejder med de sociale medier, løbende gør sig tanker om, hvorvidt de nye medier er en gevinst eller det modsatte. Her er to tankevækkende eksempler.

Netop vendt tilbage fra en dejlig sommerferie ser jeg til min store glæde, at et hav af debatstrenge bidrager til oplysningen. Lad os kigge lidt på et par af dem ud fra et kommunikations perspektiv. Andre må så vurdere kvaliteten af indholdet.

Sun Tzu sagde meget klogt, at ethvert slag vindes, inden man går på slagmarken, og lad os antage, at prins Henrik har læst den kinesiske filosof. Det betyder, at han ved, hvad han gør, og at han står inde for konsekvensen.

Til døden os skiller

Prinsgemalen vil ikke begraves ved siden af sin dronning, og ret beset har han jo kun lovet hende loyalitet ”til døden os skiller”. Tjek for, at løftet ikke er brudt. Og dog. Et royalt ægteskab er også en kontrakt, og den underskrives ikke af ligeværdige parter. Den ene i ligningen er mere værd end den anden – undskyld ligheds-Danmark.

Sådan er det jo, som Margrethe Vestager så klogt sagde engang, og det ved prins Henri også godt. Alligevel bryder han kontrakten med sin kone med begrundelsen:

– For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket, sagde Lene Balleby på vegne af kongehuset til B.T.

Naturligvis delte prinsgemalens beslutning vandene på især de sociale medier, og efter 24 timer (cirka) følte han trang til at forklare sig, denne gang til Ekstra Bladet:

– Enhver mand, der ikke er ligestillet med sin ægtefælle, er ikke værdig til at blive begravet i samme grav, fortalte Lene Balleby, der altså er kommunikations- og pressechef for Kongehuset, og som præciserede, at hun var blevet bedt om at sige præcist det af prins Henrik.

Fatal fejl af prins Henrik

Af flere grunde er der fatale fejl i prinsens håndtering af kommunikationen.

For det første behøvede han ikke kommunikere noget som helst ud. Den dag han dør, vil offentligheden alligevel kende til beslutningen.

For det andet sætter han dronningen i forlegenhed. Han dybt religiøse kone har ikke en chance for at forklare sig, thi en majestæt må ikke ”disse” undersåtterne. Og manden har jo ret til at beslutte, hvad han vil, hvis da ikke bisættelsen også er en del af kontrakten.

Det betyder også, at prins Henrik helt bevidst sætter majestæten i et trist lys, og han bidrager ydermere til at sætte hele kongehuset i et dårligt lys. Og idet vi antager, at han ved, hvad han gør, vil historien om ham skrives som tude-prinsen eller det der er værre.

For det tredje, og det er vel næsten dét, der er værst, er, at hans begrundelse om, at ”han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket,” som Lene Balleby sagde, afslører, at han er uvidende.

Det er nemlig dronningen, der har retten til at udnævne ham til hvad-som-helst, herunder konge (dog uden portefølje). Ikke regeringen, Folketinget eller andre instanser. Ergo er hans udmelding en direkte lussing til dronning Margrethe, og det er hverken kønt eller klogt – med mindre hans ærinde er at hævne sig på hende.

Læserne må selv udlede, hvad man skal mene om det, men prins Henrik har med sin udmelding dokumenteret, at han – lige som rigtig mange på de sociale medier – blot går i offentligheden for at retfærdiggøre sig selv, altså pudse sin egen glorie, og positionere sig på en måde, der skader andre.

Og det er aldrig – aldrig som i aldrig nogensinde – klogt. At det heller ikke bidrager til en konstruktiv løsning, siger sig selv, og løsninger uden tabere er trods alt kommunikationens ædleste formål.

Al kommunikation sker i en kontekst

En ikke helt så royal, selv om han formentlig selv placerer sig i de øverste lag, hvor blåt blod flyder som ajlen ud i danske åer, er Michael Christiansen, bestyrelsesformand for DR.

Han burde vel vide, hvordan man kommunikerer, idet han også er bestyrelsesformand for Lead Agency, hvor man ved – eller burde vide – hvordan og hvorfor man kommunikerer.

Det er sagen om lønnen til den tidligere mediedirektør Gitte Rabøl, der nu er udnævnt til kommitteret for mangfoldighed i DR fra 1. april 2017 til ultimo april 2018, og som får samme løn, altså godt to mio. kr. om året, som hun i sin tid fik som mediedirektør.

Jeg vil ikke forholde mig til, om to millioner er for meget, men det mener stort set alle andre, det er. Dem om det. Mit ærinde er kvaliteten af Michael Christiansens udtalelser.

Lige som prins Henrik burde bestyrelsesformanden vide, at al kommunikation sker i en kontekst, altså den kultur, der er rammen for alle udsagn i det store og nådesløse offentlige rum.

Manden sagde til DR:

– For mig er kritikken (af Gitte Rabøls løn, red.) en anelse uforståelig. Men hvis man ser det lys, sagen er blevet fremstillet i, så kan jeg måske godt forstå det.

Han begynder godt. Læg mærke til seler-og-livremmen. Medierne har uforståeligt pustet til ilden, og denne fejlagtige vinkel æder den kødædende hob råt. Men ordene ”en anelse uforståelig” er et brændt straffespark.

Han SKAL jo forstå, hvad der foregår. Det er hans metier, hans primære opgave som øverste politisk ansvarlige chef for en butik, der modtager over tre mia. kr. i tilskud. Og da DR-journalisten, der interviewer bestyrelsesformanden spørger: ”Flere andre sager fra DR har på det seneste fået negativ opmærksomhed. Hvilke konsekvenser tror du, det kan få for DR?” er svaret:

– Det har jeg ingen anelse om. Så skal du snakke med politikerne om, hvilket fokus de har. Jeg mener ikke, de forskellige sager kan sammenlignes.

Herre Jemini. ”Ingen anelse om” er jo at stikke hovedet i busken. Michael Christiansen skal jo have en anelse om, hvad sagen om heste-transporten til USA, de gratis flybilletter mellem hjem og arbejdsplads til mediedirektør Ulrik Haagerup, der også fik godt to mio. kr. i årsløn, betyder for DR’s omdømme.

Ingen ansvarlige chefer – og da slet ikke DR’s bestyrelsesformand – bør jo ignorere, at politiske kræfter vil beskære DR’s budget med op mod 25 procent over en årrække. Den drøftelse, der vil slå igennem med store konsekvenser til næste medieforlig, og som sætter rammen for besparelser, er kriminelt dumt ”ikke at have en anelse om.”

Det mest skræmmende perspektiv

Nu vil en læser formentlig mene, at ”den slags siger alle topledere, når de ikke vil svare på spørgsmål,” men det gør det ikke mindre amatøragtigt. ”When the shit hits the fan” er det topchefen, der skal gå i medierne med klare svar.

Også her har Michael Christensen nølen vist os, at i en SoMe-verden presses selv meget rutinerede folk til dumheder. Læren er: Gå aldrig ud med kommentarer, hvis du ikke har noget afgørende at bidrage med.

Summa summarum: Hen over sommeren er flere og flere mennesker, kald dem bare for børneborgere, gået amok på de sociale medier med deres ”synsninger”, og det er dét, der gør mig bekymret. Jeg glemmer ikke, at de nye medier alt andet lige er en kæmpegevinst, men de sociale medier bør få ansvarlige kommunikatører til at træde ind i kampen med indsigt, saglighed, åbenhed og ærlighed.

Gør de ikke det, bærer de nye demokratiske kommunikations-platforme katastrofale konsekvenser i sig. Vi fjerner os fra de fornuftige kollektive løsninger, snarere end tilnærmer os dem, og her ligger det mest skræmmende perspektiv.

 

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer