custom add this

Tak til Michael Christiansen

Ypperlig indsigt er sjælden, men senest har DR’s bestyrelsesformand givet alle unge kommunikatører en tidlig julegave, der er lige til at pakke ud og anvende.

Det er rart, når eliten fremmer uddannelsen af næste generation, og derfor vil jeg begynde med at takke Michael Cristiansen for hans bidrag til, at vi får langt bedre kommunikatører i fremtiden.

DR’s bestyrelsesformand har generøst delt ud af sin kunnen på et vitalt område, der bliver vigtigere og vigtigere. Og casen med Gitte Rabøls aflønning er eksemplarisk. Lag mig uddybe:

Kulturen man man aldrig ignorere

1) Kommunikation sker ikke i et vakuum. Intet ord kan anskues isoleret fra konteksten, og kontekstens storebror hedder kulturen.

Den kultur, vi bevæger os i, er rammen for, om noget er klogt eller knap så klogt. Og DR har de seneste 3-4 år været under beskydning fra flere fronter, de bedst kendte er politikere og organisationer, der lobbyer på vegne af private aktører.

Her er det de kommercielle tv-stationer, der går forrest, men også det, vi normalt betragter som ordentlige medier, de hæderkronede som fx JP/Politikens Hus og Berlingske, er ude med riven. Når statsstøttede medier har succes, kives krikkerne ved truget.

De private medier vil gerne begrænse statsstøtten, og DR er en glimrende prygelknabe, når diskussionen blusser op. Og senest har Socialdemokraterne meldt ud, at licensen ”ikke er støbt i beton”.

Lægger man oven i, at Dansk Folkeparti vil beskære DR med 25 pct. over fem år, er tegningen til næste medieforlig, der forhandles til næste år, ved at være på plads. Her er en cocktail, Venstre og vil nippe til, thi salget af TV 2 er også et aspekt, der ender med at blive en del af medieforliget.

Det er den ramme, Michael Christiansen ignorerer, når han fortæller, at Gitte Rabøls løn på 2,1 mio. kr. for at tænke mangfoldighed i 12 måneder er inden for skiven.

Udtalelser kan ikke ses isolerede

2) Al kommunikation kædes sammen.

Træder vi et skridt ned fra helikopter perspektivet, kan udtalelser ikke isoleres fra anden adfærd. En hestetransport til Washington for en korrespondent, gratis flybilletter til en mediedirektør oven i hans løn på 2,1 mio. kr., et ulovligt forsøg på at fjerne DR-medarbejdernes betalte frokost, diktatet om at medarbejderne skal holde igen med lønkravene mod at undgå fyringerne – koblet til høje cheflønninger generelt, og senest gaven til en mangfoldighedsdirektør, der selv sagde sit job op.

Læg mærke til, at det ikke er selve Gitte Rabøls løn, jeg diskuterer. Er 2,1 mio. kr. for meget? Aner det ikke. Men Michael Christiansen burde vide, at hans ord bliver set i en sammenhæng, der i lyset af det skete ikke kan forklares på anden vis end som arrogance.

At han oven i købet er bestyrelsesformand for Lead Agency, hvor dygtige kommunikatører sælger ydelser til private selskaber og offentlige organisationer, viser, hvilken vanskelig balancegang han er ude i. Nu risikerer han at skade et bureau, fordi i kommunikation er man ”guilty by association”.

Den ene fejl smitter den næste beslutning

3) Kalamiteter spreder sig.

Gå aldrig hen til en fuser, hedder det. Og at man skal holde sig fra en hund (eller et menneske) med fråde om munden. Det gælder især inden for kommunikation, hvor det ikke altid handler om at fremme sandheden, men synspunktet.

Derfor skal man heller ikke vise mod, hvis det modsatte er hensigtsmæssigt. Hvorfor forsvare en disposition, når den er forurenet? Senest er kulturminister Mette Bock hevet ind i manegen. Hun har selv et skelet i skabet i form af en aftrædelsesordning, der er svær at forsvare.

Og det er hende, der skal styre partierne hen mod det næste medieforlig, der risikerer at koste DR en lille milliard over fem år og masser af prestige. Samtidig, og det er jo det værste, risikerer DR-medarbejderne at få stækket vingerne, så vi alle får et ringere produkt.

Samtidig vil de konkurrerende medier få lettere ved at rekruttere de dygtigste medarbejdere, der jo ikke vil arbejde et sted, hvor ledelsen svigter de mest elementære regler for god opførelse og forretningsskik.

When it bleeds it leads

Hvis bare Michael Christiansen havde husket, at journalister jo altid konkluderer ud fra ”worst case” case perspektivet, glemmer nuancerne, og eksekverer ud fra mantraet: ”When it bleeds it leads”.

Hvis bare han havde tænkt så langt, eller lyttet til sine dygtige rådgivere, ville han aldrig have betrådt en sti, der ikke har en kinamands chance for at vinde gehør.

Hyænerne lurer jo altid på det sårede dyr i flokken, og det kan man lige så godt skrive sig bag øret, men som de fleste også ved, så er det svært at læse teksten på væggen, når man har ryggen mod muren.

Under alle omstændigheder vil jeg takke DR-formanden for, at han leverer ypperlig indsigt i kommunikationens spændende verden. Det er ikke hver dag, studerende og bureauerne får gaver, der er lige til at pakke ud og anvende.

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer