custom add this

DBU har jo ret…

Det er så trist, når forhandlere holder aktive udøvere som gidsler. Denne gang gik Spillerforeningen over stregen, og DBU sagde heldigvis stop.

Der er ingen tvivl om, at DBU, kvindelandsholdet og Spillerforeningen burde skamme sig. En historisk chance for at profilere kvindefodbold er forspildt, og det kommer til at koste kræfter og ressourcer, hvis tilliden mellem parterne igen skal opbygges.

UEFA har endnu ikke pippet om konsekvenserne, men de er næppe så skræmmende – en fire års udelukkelse er nævnt – som pessimisterne hævder. UEFA har ingen interesse i at smadre noget godt, der er under opbygning.

Skal vi finde ”skurkene” i forløbet, er der efter min mening ingen tvivl om, at kvinderne og Spillerforeningen har udvist en totalt mangel på forståelse for moderne kommunikation. Man kan ikke fange større fisk, end dem svømmer rundt i dammen. Og kvindernes krav er slet og ret urealistiske.

Amatøragtige påstande

Hvis DBU med DIF- og Team Danmark som sekundanter fortæller, at en arbejdsgiverrolle aldrig kommer på tale, kan kvinderne og deres forhandlere ikke bevidstløst plædere for, at det kun er 400-500.000 kroner, der skiller parterne. Det er amatøragtigt.

DBU (og DIF) accepterer aldrig arbejdsgiverrollen, thi er man arbejdsgiver, træder helt andre krav til formalia i kraft. Er kontrakterne kun bundet til optakter og selve kampene? Skal man tegne og gentegne kontrakter, hver gang en landskamp nærmer sig?

Skal spillerne have løn under barsel? Skal de forsikres yderligere? Alle de almindelige elementer, der indgår i fx funktionær-kontrakter kan læses, hvis nogle skulle være i tvivl. Det bliver et elendigt regelrytteri at afvikle landskampe, og hvis DBU accepterede, ville det skabe præcedens på tværs af alle specialforbundene.

Ganske enkelt ingen fornuft

Der er simpelthen ingen fornuft i kvindernes krav, og man kan have Spillerforeningen mistænkt for at misbruge den tillid, kvinderne viser dem som partnere. Næste år skal herrernes kontrakter forhandles, og Mads Øland, direktøren i Spillerforeningen, ønsker naturligvis, at kvinderne kunne bruges som løftestang og pression.

Det er ikke kønt, og faktisk er det samme form for optræden, Danmarks Lærerforening gik i byen med, da den nye folkeskolereform skulle forhandles i sin tid.

Stædigt nægtede Anders Bondo og hans team at indse, at løbet var kørt, og de nægtede ganske enkelt at tage stilling til de krav, Kommunernes Landsforening lagde på bordet. Nøgleordet i de forhandlinger var lærernes arbejdstidsregler, som team Bondo godt vidste ville blive ændret.

På samme måde har Spillerforeningen bagatelliseret DBU’s ønsker om ikke at være arbejdsgiver i juridisk forstand med den konsekvens, at en forhandlingsløsning var umulig fra start til slut.

Sagligheden vejer tungest

Nu er det således i den slags konflikter i civiliserede samfund, at aktørerne forsøger at vinde den offentlige opinion, men det er ikke ligegyldigt, hvilket argumenter man bringer til torvs. Når så rutineret en forhandler som Mads Øland begår den elementære fejl at ignorere, hvad der er på spil for DBU og dansk idræt generelt, gør han det langt sværere at få noget igennem for ”sine spillere” i fremtiden.

Man kan ikke være bekendt at misbruge kvindelandsholdet til at forfølge mål, der i virkeligheden handler om det, der for ham er langt vigtigere, nemlig herrelandsholdet. Når man oven i købet står fast på krav, som DIF ikke vil acceptere af hensyn til hele idrætten, er man blot reduceret til en interesseorganisation, der på længere sigt mister indflydelse.

Vi har brug for fagforeninger og interesseorganisationer, naturligvis har vi det, men ingen kan i dag påstå, at jorden er flad. Og det er præcis den argumentation, Spillerforeningen er ude med.

Hvor er det synd for kvindelandsholdet, der er blevet forført i en konkret situation, og hvor chancerne for en løsning var ikke-eksisterende. At vi yderligere ved, at parterne har brugt et helt år til ikke at komme ud af stedet er ekstra trist.

Resultatet er at alle er tabere, og at denne dejlige generation af elitespillere får smadret nogle af de drømme, de naturligvis har. Hvor er det dog trist.

PS: Hvis nogle læsere ønsker at ”lade tvivlen komme de klippede får til gode”, bør de vide, at Spillerforeningen i årevis har brugt pression for at opnå resultater. I 2004, 2014 og 2015 holdt de først klubber og senest DBU som gidsler i forhandlingerne. Nu er det heldigvis slut.

Tak til DBU for lån af foto.

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer