Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Et fromt nytårsønske

Hvad skal vi håbe på, at julemanden lægger ind under træet i år? En fin pakke med prioriteret it-strategi samt en eksekvering, der er til at forstå. Det har vi nemlig behov for i stort set i alle husstande.

Ja-ja-ja, venner, husstande er måske at misbruge ordet en anelse … Så i alle virksomheder da, fordi vi i 2017 har oplevet en alt for voldsom hype om tech, data, data-mining, kunstig intelligens, VR, AR, og IoT. Det siger jeg uden at blinke, selv om jeg oftest skriver, at hvis ikke virksomheder tænker den digitale transformation ind allerede nu, er de forsvundet inden for maksimalt 10 år.

Hvorfor så mene nærmest det modsatte? Fordi vi i år har talt alt for luftigt om de nye teknologier – uden at matche det med den rigtige eksekvering. Naturligvis skal vi tænke AI og den slags, men at Samsung har et køleskab, der stort set kan smøre madpakken til ungerne og bestille nyt pålæg i samme swipe, giver ingen mening i dag.

Vi har helt berettiget og i god tro tændt det meget lange lys i år – og det skal vi gøre uden at blive skræmt – men vi skal samtidig huske, at vi er et sted i dag, hvor selve eksekveringen, udførelsen, skal matche de reelle behov i virksomhederne.

Det svarer til app-hypen for 10 år siden

Thomas Sofienberg, en klog man ud i det digitale, sagde det præcist her på redaktionen for nylig: ”Vi er et sted i dag, når det drejer sig om tech, svarende til postulatet fra alle de førende rådgivere for 10 år siden om apps: Alle virksomheder skal have deres egen app.”

Og som vi jo godt ved, blev og bliver under 1 pct. af alle apps downloadet og brugt. Læg dertil, at de fleste app-udviklere glemte og glemmer den dag i dag, hvordan virksomhederne skulle og skal bruge disse fine apps i det daglige. De fleste apps kan jo stort set intet, der gør det lettere at være forbrugere. De møder ikke et reelt behov.

På samme måde med tech-anbefalingerne. Mit vigtigste argument er, at vi stadig lader it-afdelingerne styre tech-investeringerne, når det er marketing og kundeservice, der burde være chaufførerne på den rejse.

En it-mand (jeg tør næste ikke skrive ordet) tænker sikkerhed, struktur og anvendelighed set fra it-menneskets interesser og behov. Det er jo helt ude i skoven, undskyld mit franske. Naturligvis er det ikke alle it-aspekter, der begynder med et blik på frontenden og forbrugerne, men strategien skal lægges derefter. Blikket skal være udefra-og-ind.

Vi har allerede data nok

Det næste problem ved at tale AR, AI og IoT op som need-to-have er, at 99 pct. af virksomhederne har helt andre udfordringer i det daglige i dag. De skal fx koncentrere sig om data-governance og ikke et luftkastel, der er bygget som et fatamorgana.

Det gennemsnitlige danske selskab skal naturligvis forholde sig til, hvor i den digitale transformation, de befinder sig. Naturligvis skal de det. Men de har faktisk rigeligt med data allerede. De behøver ikke installere voldsom megen ny software, for at være godt i gang med digitaliseringen.

Vi skal lære at bruge de værktøjer og data, vi har, og ikke løfte blikket i en retning, der ikke giver forretningsmæssig mening. Men hvordan ved virksomheder, om de har tændt et relevant lys, eller de fægter og investerer, som de blinde slås?

Godt spørgsmål. Y&R’s globale CEO David Sable skrev for nylig noget, vi måske kan bruge som rettesnor. Han citerede i sin klumme Sokrates for at mene, at når vi undrer os, er vi på vej mod visdom. Men derfor skal fornuften alligevel være rettesnoren i hverdagen.

Varerne skal jo sælges, og kommunikationen skal jo virke. Er der ingen kobling mellem idé og eksekvering, er det ligegyldigt. Så ender virksomheder, som det gik Nikola Tesla for 100 år siden. På den ene side ”opfandt” han vekselstrømmen, men tabte det hele på gulvet, og i stedet løb Edison og Westinghouse med alle pengene.

En fantast uden fodfæste har ingen gang på en kapitalistisk jord.

Det bliver smukt, så smukt

Diskussionen om det muliges kunst er jo slet ikke udtømt. Vi er knap begyndt. Vi kan så meget (i teorien), men i praksis kender vi ikke konsekvenserne, før vi er i gang med rejsen, investeringerne og eksperimenterne.

Så bureauer og rådgivere skal naturligvis anbefale eksperimenter, og at vi tænder det lange lys. Og det kan være svært at finde hoved og hale i en travl dag, hvor vi i øvrigt bliver mere og mere mentalt smalsporede, hvis vi skal tro de kloge.

Fake News på den ene side, og de algoritme-styrede ekkokamre, vi oplever på de sociale medier på den anden side, er jo ingen hjælp. Rigtig mange mennesker er udsat for en meningskontrol, der ligner noget, Joseph Goebbels kun turde drømme om.

Alt for mange af os lever som rotterne i slipstrømmen på Rottefængeren fra Hamln. Eller proselytterne, der ser op til deres imam, shaman, Buddha eller pave. Vi lapper fordommene i os, og det gælder desværre også de kreative og rådgiverne bredt.

Vi følger de trends, der udstikkes ”oppe-fra” parnasset, men det er faktisk her, vi skal have modet til at sige fra. Det er dét, der helst skal ligge under juletræet, kære julemand. Send os visdom, vi kan bruge til at eksekvere – og ikke mindst til at gøre noget godt for andre end os selv.

Så får vi en smuk og dejlig juleaften.

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer