Articles tabs

Courses tabs (CT)

custom add this

Hvem er skurken?

I anledning af, at Mark Zuckerberg står skoleret for et kongres-udvalg, rekapitulerer jeg lige Facebook-gate, mens sagen ruller majestætisk ud over medierne.

 

Sagen fremstilles jo som en kolossal skandale med Facebook som skurken.

Vi begynder med at fastslå det, der får læserne op i det røde felt. Facebook har så vidt jeg ved ikke solgt et eneste stykke data om en eneste bruger til tredjepart. Til sammenligning har fx Twitter solgt data for 87 mio. dollar inden for det sneste kvartal.

Det gør ikke Facebook til Snehvide i Helvedes forgård, men det dokumenterer dog, at Facebooks forretning ikke drejer sig om at sælge ud af deres (eller vores) data til tredjepart.

Facebooks forretning er at bruge egne data til at målrette kommunikation på Facebook.

Det er forretningsmodellen, og det har brugerne accepteret. En virksomhed eller (politisk) organisation kan med andre ord købe sig til målretning af budskaber og annoncer i Facebook-regi.

Det har Barack Obama gjort, det samme har Donald Trump, og danske partier og NGO’er gør det samme. Nogle mere elegant og effektivt end andre. Men principielt gør de fleste virksomheder og NGO’er det samme: De målretter budskaber mod betaling.

Global Science Research begik de første fejl

Lad os for god ordens skyld slå fast, hvad der er sket. Vi er tilbage i 2014, hvor selskabet Global Science Research (GSR) i Cambridge indsamlede data om Facebook-brugere til forskningsformål. Det var clearet med Facebook.

GSR lagde en app ud for at indsamle yderlige data, og det var den app, der endte med at indeholde data fra 50 millioner. Ifølge Facebooks regler måtte GSR ikke videresælge de informationer, men det gjorde de til Cambridge Analytica, hvor den famøse selvlærende software blev skabt, og som så fik psykologiske profiler ud af indsatsen.

Global Science Research har så et datterselskab i St. Peterborg, hvor et par af GSR-forskerne er associerede professorer ved universitet. De forskere har modtaget penge fra den russiske stat til at udvikle viden om bruger-psykologien på de sociale medier.

Det er sagen, som Observer og New York Times som de første gravede ud, og som fik skandalen til at rulle. Stor cadeau for den indsats.

De psykologiske profiler er kernen

Vi har med andre ord med to selskaber at gøre (ud over Facebook), der hver især har udviklet psykologiske profiler, og hvor i det mindste Cambridge Analytica har tjent penge på de profiler, fordi deres kunder vil målrette budskaber kommercielt og politisk.

Vi ved ikke om Global Science Research også har tjent penge på data-salg, men indirekte har GSR jo fået mammon, fordi de i hvert fald i St. Petersborg afdelingen er sponseret af den russiske stat.

Men læg mærke til, at den famøse app fra GSR, som er data-fundamentet for hele miseren, er frivilligt tilgået af nysgerrige brugere, fordi de gerne vil lære lidt lommepsykologi om sig selv.

Siden hen har GSR og Cambridge Analytica, der så vidt jeg ved, har købt sig adgang til GSR-data, så udviklet de psykologiske profiler, som i sig selv ikke er noget værd. Der skal eksekveres på den viden, og det har organisationer som fx folkene bag Donald Trump og Brexit-bevægelsen skabt.

De psykologiske profiler er ikke en krone værd, hvis man ikke leverer relevant kommunikation baseret på viden om profilerne, og så vidt jeg ved, har hverken GSR eller Cambridge Analytica haft hånden på den eksekverende kogeplade.

Det er reklame- og/ eller SoMe-bureauer og naturligvis kampagnestabene hos Trump og Brexit, der har arbejdet med budskaberne.

Ville Scandlines også være skyldig?

Hvis overstående står til troende, så tænk over dette eksempel: Hvis rederiet Scandlines på rejsen fra København til Oslo oplever et indbrud på bildækket, er Scandlines så ansvarlig for indbruddet? Eller er tyveknægten den skyldige?

Måske kan Scandlines gøres ansvarlig for manglende sikkerhed på bildækket, og det skal rederiet så stå til ansvar for. Men det er dog tyveknægten, der er forbryderen. Denne analogi er præcis det, Mark Zuckerberg skal forklare den amerikanske kongres – og sikkert også senere EU-Kommissionen.

De pikante mellemregninger kommer her

Der er pikante mellemregninger, som medierne desværre mudrer ind i billedet.

· Robert Mercer er en amerikansk rigmand, der støtter Donald Trump, og Mercer ejer i øvrigt også majoriteten af Cambridge Analytica.

· Steve Bannon var topchef i Cambridge Analytica, og han blev senere Trump-rådgiver (White House Chief Strategist). Bannon har også rådgivet Vladimir Putin, herunder franske Front National og andre højreorienterede europæiske bevægelser.

· De russiske hackere, også kendt som ”trolde”, der jo spillede en stor rolle i det seneste amerikanske præsidentvalg, er ikke nødvendigvis en del af Facebook-sagen. Den særlige anklager Robert Mueller har fat i det aspekt, og måske er der en forbindelse til Cambridge Analytica og Global Science Research?

Vi ved det bare ikke, fordi de russiske trolde jo opererer via Facebook-konti med adresser mange steder i Østeuropa. Til gengæld har selskabet Internet Research Agency (IRA), der har base i St. Petersborg, og som er ejet af – eller i det mindste finansieret af – den russiske stat fået slettet over 200 af deres Facebook-sites.

IRA har kaldt det for censur, men da Facebook ikke vil medvirke til politisk manipulation, var det begrundelsen for lukningen af de mange konti. Vi ved dog ikke, om der er en sammenhæng mellem IRA og Global Science Research og Cambridge Analytica, men det må Robert Mueller finde ud af.

Er Facebook skyldig? Eller bare for langsom?

Så tilbage til udgangspunktet: Er Facebook den skyldige part? Ja, hvis man mener som i metaforen med Scandlines, at mediets sikkerhed er for ringe. Og det er præcis det, Mark Zuckerberg har sat penge og sin ære ind på at rette op.

Men Facebook er ikke skyldig, hvis man alene ser på den snævre sag, hvor Global Science Research og Cambridge Analytica er de hovedansvarlige. De har misbrugt Facebooks tillid og klokkerent brudt de indgåede aftaler.

Men døm selv. Indtil videre står danske mediers dækning af sagen som skrigende ringe, og skræddersyet med et eneste ønske: Gå efter the Usual Suspect, Facebook, fordi det er det letteste.

Vi burde kunne gøre det bedre.

 

Christian W. Larsen er ansvh. redaktør for Markedsføring og markedsforing.dk siden i 2007. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Det fri Aktuelt og Dagbladet Dagen.

Kommentarer