Courses tabs

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

Der er ikke noget indhold i denne kategori

Vælg venligst en anden kategori

custom add this

Kan du ikke lide samtalen, så skift emne

Kunne man forestille sig DSB i en imageposition, hvor de blev en værdsat del af både af det danske samfund og samtidigt en uundværlig del af danskernes liv?...

...det burde DSB allerede være med tanke på de opgaver, som man godt, eller mindre godt, løfter hver eneste dag. Hvorfor er det så, at DSB til stadighed, næsten øjeblikkeligt, kan skabe konsensus omkring et bord eller på en arbejdsplads, om at det er et dysfunktionelt og irriterende element i dagligdagen? 

For hvad er DSB?

En positiv skabende del af et samfund. En væsentlig brik. Men også en brik der hele tiden forstyrrer os.

Når den fungerer bedst er vi neutrale i vores bedømmelse af deres værdi. Det er blevet en selvfølge. De forstyrrer os og desværre mest negativt. Vi vil helst ikke bemærke dem, ligesom tandbørsten, toiletpapiret, mælken i køleskabet, vaskemaskinen. Uden dem går det ikke, men vi ser dem først når de ikke er der eller ikke fungerer.

Hvordan kan vi finde veje til at forstyrre positivt. Og ikke mindst kommunikere så vi bliver interessante. En skabende, nogen gange overraskende eller vigtig brik. Uventet værdi gør kunderne i godt humør.

Det skorter jo ikke på forsøg herpå: Cykler med i toget, kaffe og vand på 1.klasse. Videoskærme, Betal med mobiltelefonen og på den store klinge: Miljømæssig omtanke i alle handlinger. Og muligheden for at vi selv kan udvise den samme omtanke i valget af daglig transport.

Tese!

Hvis man kommunikerer og agerer funktionelt, så afkodes man og bedømmes man også funktionelt. ’Vi leverer, du betaler’ metoden. En funktionel relation. En leverandør kunde situation, med kontant afregning. Rollerne er klare og resultatet temmelig forudsigeligt.

Hvis man derimod finder den nære tone hvor man i sine handlinger og måden man kommunikerer på opleves som ægte interesseret, vidende omkring, og givende i forhold til, ens kunders egentlige behov og finder veje til at ramme dette på en måde der opleves som opmærksom og indforstået, så vil man også blive mødt af en helt anden  rummelighed den anden vej. En vanskelig, men ikke uopnåelig relation, som kræver at DSB arbejder mindre rationelt og på en anderledes frekvens med deres kommunikation og tilstedeværelse.

(Harry, gælder ikke. Harry har været et effektivt, men ikke helt troværdigt gidsel i et forsøg på at blive oplevet menneskeligt. Kunderne er ikke i tvivl om at DSB er menneskelige. De oplever det hver eneste dag, når toget er forsinket.)

Der er ikke mange kærlige bemærkninger eller følelser i trafikken. Forholdet imellem bilister er køligt. Og forholdet imellem bilister og cyklister er decideret fjendtligt. Men netop fordi forventningerne er så afmålte, så er det også så lidt der skal til at overraske positivt. Hvis man holder tilbage, tilgiver småfejl, sender et fingerkys eller tager sig tiden til at en anden bilist kan parkere eller læsse bilen uden at blive utålmodig, bliver næsten altid belønnet med et smil og lidt overskud den anden vej.

Spinkle, men dog indiskutable eksempler på hvordan relationer kan vendes og styres.

DSB møder sine kunder i dagens yderpunkter. De tidspunkter hvor de er mest pressede. Der skal købes ind. Børn skal hentes. Mødetider skal overholdes. DSB er en afgørende faktor for om vi lever op til de forventninger der er til os. Derfor straffer vi hårdt, når det ikke lykkes og tager det som en selvfølge når det kører som det skal.

DSB’s særlige talerstol

DSB deler fortid og talerstol med bl.a. TDC og Posten. Offentlige virksomheder der enten er ude, eller er på vej ud, af den offentlige  og politiske styrelse.  En svær rejse, med en masse ekstern og ikke mindst intern friktion. Og ekstra svært bliver det i og efter krisetider hvor konsumenterne bliver ekstremt rationelle og politikerne endnu mere udtalt politisk korrekte end de plejer at være.

Selv for de virksomheder der juridisk har lagt offentligheden bag sig, vil arven forfølge dem i mange år fremover.  Danskerne, herunder de danske politikere, føler et helt særligt ejerskab og dermed ret til at stille særlige krav overfor disse virksomheder. Der vil også som tidligere nævnt være en lidt negativ forventning, en forudindtagethed.  

TDC , som jo i snart 10 år har været en privat virksomhed har måttet kæmpe og kæmper stadig med spøgelser fra fortiden.

Men selvom det kan føles som er man født med et handicap, så giver denne særlige relation mellem virksomhed og forbrugere, også nogle unikke muligheder kommunikativt.

’Man kan tale tættere’.

De mange års offentlighed, har også skabt en nærhed. I mange sammenhænge vurderes man hårdere end kommercielle konkurrenter, men lige præcis når det handler om kommunikativ adfærd, så kan man med dygtighed komme tættere på.  Ofte vil man også grundlæggende blive tillagt en større troværdighed. Ikke på den lille klinge, i det daglige, men når det kommer til virksomhedens værdier og mere overordnede adfærd, så vil danskerne være mere tilbøjelige til at regne med at disse ting er valide. (Dette kan, med tanke på de omdiskuterede tog indkøb, virke som en underlig påstand. Men her tror jeg man skal skelne imellem kompetencer og troværdighed. Et ikke vellykket indkøb af Italienske tog har noget med kompetencer at gøre, men anfægter ikke DSB’s troværdighed.)

Eksempel: Metroen i Paris har igennem årene, specielt tidligere, stået for fræk og dristig markedsføring. Frankrig har altid forstået værdien af kunst i reklamen, og dette har metroen som ingen anden været et eksempel på. Tit har man lavet kampagner der umiddelbart ikke skulle andet end være smukke og visuelt berigende for kunderne at kigge på. Jeg tror at denne tilsyneladende budskabsløse kommunikation, har givet rigtig mange point og har skabt en emotionel kontakt, som ikke kunne have været opnået med ord.  Men budskabet har jo også været både smukt og godt: ’Vi er en del af din dagligdag, derfor vil vi gerne berige den’ gøre dig gladere’. Kommunikationen taler til det lystbetonede. Slår på nogle menneskelige og bløde tangenter, frem for  de funktionelle. Vi er jo nogle rationelle Calvinere heroppe i nord, eller snarere var. Vores kultur har nærmet sig den frankofile med stormskridt de sidste 25-30 år. Så måske kunne den slags kommunikation have en enorm effekt. Tiden er i hvert fald til det.

DSB har ligesom andre gamle danske virksomheder (Carlsberg), en enorm kulturarv. Så det ville ikke være svært at finde remedierne til en Renaissance. En genetablering af DSB’s rolle som et levende element i mit liv og i byens og landets identitet . Et kredsløb i Danmark der gør landet organisk og pulserende. DSB er med mig rundt i landet, i byen. DSB er streetwise, når jeg skal sent hjem fra byen eller når jeg skal ud og fyre den af. Selv Nørreport station vil kunne virke charmerende autentisk, med de rigtige storbybriller på.

Problemet er signalværdien.

Hvad fortæller det om mig at jeg benytter DSB?

Hvad fortæller det om mig at jeg arbejder i DSB?

DSB har sådan et Skoda image. Det er fornuftigt, men det fremstår som et fravalg i forhold til livsstil.  Men ret beset burde det være et positivt tilvalg. Også her er tiden til det og med os.

Der skal skabes en badgeværdi for moderne mennesker som fortæller om selvstændig tænkning, høje værdier og stor integritet.

Danskerne er pressede. Vi skal nå mere og mere på den samme tid. De unge er nødt til at flytte ud af de urbane områder. Det der tidligere var provins, er i dag forstæder til nye metropoler. Byer som Næstved, Kolding, Vejle, Helsingør, bliver i fremtiden omdrejningspunkt for deres lokale liv, men arbejdspladserne bliver mere og mere spredte. Det vil ikke være ualmindeligt at man tager toget til Odense eller trekantsområdet for at jobbe. Transporttiden bliver kortere og kortere. Vi kommer til at se direkte tog til de største af byerne. Uden stop århus-københavn tæt på 1 time. Odense-københavn 35 minuter. Hvis trafikministeren og BaneDanmark vil det.

Moderne mennesker er humanister. Vores Kapitalistiske samfund, bygger på økonomi, men materialisme som ekstrovert værdi hører til i Rusland hos de nyrige. Moderne mennesker spejler sig i andre ting.

Vi leverer convinience, så du kan fokusere på det væsentlige: Din familie, dig selv eller dit arbejde. Vi gør det ved at udbygge vores tankegang således at det bliver et decideret værdiskabende tilvalg at bruge DSB.

Tiden i toget er ikke spildt. I toget kan jeg:  købe ind, networke, blive klogere, sove, fordybe mig, være i fred, lære noget, blive klippet, få massage, få en oplevelse, spise morgenmad, holde møder, tage en uddannelse/kursus, få motion, følge en tv-serie. Tænk hvis spise med Price var et DSB program der kørte på skærmene hver eftermiddag mellem 15 og 19……og bonderøven om morgenen.
DSB kunne blive en del af vores liv og ikke blot en del af vores logistik. 

DSB’s vej ud af offentligheden

Harry har været meget hyggelig og har gjort rigtig meget for at gøre DSB mere menneskelig. Men han er også en sutteklud. Menneskelighed som bamse er ok. men nu skal DSB definere mere ambitiøse planer end blot at blive tilgivet ved at være menneskelige.

En anden ting der hæmmer DSB er den meget korrekte offentlige tilgang til design, farvevalg, i det hele taget looket. Det er moderne på den offentlige måde. Kontrolleret glæde. Funktionelt  gennemtænkt. Aldrig noget meningsløst sjovt. Det har hjulpet lidt med de nye tog. Når moderne mennesker vælger formgivning som f.eks. møbler og lamper til arbejdspladser og hjem, så vælger de design der løfter sig langt over alm. funktionalitet. Design der løfter sig, som beriger og er åbent for fortolkning. Gerne design der skabe diskussion.

Når DSB beder mig om ikke at bruge mobiltelefon, så gør de det til et forbud. Når DSB laver en lyd-logo på stationen, så er den i mol. Læg mærke til den lille glade fittelilut de bruger i frankrig.

DSB skal passe på visse typer af arkitekter. De klassiske danske, Homann og den slags. Det er uangribeligt, sikkert og kedeligt på en gang. DSB bør lade sig inspirere mere af kunsten end af arkitekturen. Den er for akademisk på den forkerte måde. Den oplyser mig ikke. Den minder mig om klassiske dyder, såsom at passe tiden, at livet og tiden skal tages seriøst, at vi skal være korrekte….! Og det er måske derfor at DSB bliver meget straffet på image for at komme for sent. Fordi de er korrekte, men opfører sig ukorrekt.

DSB skal ligne en Europæisk spiller. Tænke europæisk. Finde et nyt livskraftigt ekspressivt univers at leve i. Et der er inspirerende frem for stillestående. Ambitiøst frem for undskyldende.

Tog romantik anno 2010!

Ligesom arbejder romantik, så er toge måske ved at nærme sig en Renaissance. En mulighed for at blive genopdaget. Der ligger noget ungt og lurer. Det street-wise’ må kunne bruges til noget. Toget skaber forbindelse, bygger broer.  Toget er fordomsfrit.  Jeg husker stadig den råt klippede film med Gasolins ’get on the train’. Eller sort sol’s ’Let your fingers do the walking’ i filmen med den tomme gynge. De virkede rigtige, men ikke alle kunne forklare hvorfor.

Hvorfor synes vi at New York’s underground er sej og autentisk, og at vores egne S-tog er ulækre?
Hvorfor er sex bedre i et nattog?
Hvorfor er toge et afgørende element i drengebørns opvækst?

DSB bør dyrke denne autencitet mere aktivt. DSB er en del af vores blodbane. En nervebane der connecter landets organer og kundernes bastioner.

Til fortsættelse….

Disclaimer:

Ovenstående er refleksioner nedfældet efter en Europarejse i foråret 2011. Det er skrevet og sendt til den daværende DSB-ledelse som et interesseret indspark og er altså ikke et forsmået indslag i den nyligt overståede pitch, som jeg ikke har deltaget i.

 Jeg lægger hermed op til en debat omkring vores fælles smertensbarn DSB. Vi har været så grueligt meget igennem sammen og vi har et had kærlighedsforhold, som ingen ende vil tage… Eller?

Poul Mikkelsen er en af Danmarks førende eksperter på branding. Tidligere Executive Director of Brand Development og Kreativ direktør hos, reklamebureauet DDB, som han også var medstifter af. I dag driver han Brand bureauet Advising.

Kommentarer