Byggemarkederne eksisterer på et blodrødt marked. Der kæmpes om hver meter, men det får ikke Optimera, tidligere DLH Træ & Byg, til at kaste håndklædet i ringen.

Fra i dag sætter Anita Eckhardt, marketingdirektør hos byggegiganten Saint-Gobain, der ejer Optimera, endnu mere tryk på kedlerne.

– Vi kunne ikke drømme om at kaste håndklædet i ringen, selv om markedet er ekstremt hårdt. Vi har 18 fysiske butikker – den ene i Grønland – og 150 lastvogne på vejene hver dag, så vi skal udfordre de andre kæder og vise, at vi er landsdækkende, siger Anita Eckhardt.

Det er online-delen af forretningen, optimera.dk, der kommunikeres ekstra kraftigt fra i dag. Og kommunikationen henvender sig både til private og professionelle.

– Vi har et fremragende online set-up, der yder de ekstra services, man netop er i stand til at yde med de nye platforme, fortsætter hun. ”De priser, vi giver vore professionelle kunder, er indbygget, når de logger sig ind. Samtidig er fleksibiliteten online fantastisk. Det er det, der skal kommunikeres.”

Anita Eckhardt lægger ikke skjul på, at rejsen fra de fysiske til online-butikken er en essentiel del af Optimeras vækststrategi. Hvis en murer, tømrer, VVS-mand eller el-montør taster sine behov ind den ene dag, leveres varerne på byggepladsen den næste. I en tid, hvor også håndværkerne er under pres, er det en service, der er til at forstå og bruge af de foreløbig 3.500 professionelle kunder.

Når I går på tv, er det at skyde med spredehagl?

 

– Vi skal have kendskabet endnu højere op. Vi er gået fra et kendskab på 10% til 23% over to år, men vi skal blive endnu mere kendte. Vi går hårdt ud i denne uge og følger kommunikationen op i uge 12 og 13. Ud over filmen bruger vi midler på Google Adwords og re-targeting samtidig med, at vore mailkanoner skyder, siger hun.

Anita Eckhardt fortæller videre, at hun har én mand fast på online-kommunikationen, og at ”det er bestemt ikke en gratis fornøjelse. Men virkeligheden ændrer sig hele tiden, og vi skal være i stand at tilpasse online-kommunikationen fra time til time.”

Op mod en tredjedel af hendes markedskommunikation sker online, men det ændrer ikke ved, at ”gamle medier” som fx tv spiller en vigtig rolle.

Det er Kunde & Co, der eksekverer, og med Anita Eckhardts ord er ”vi er rigtig glade for samarbejdet. De er dygtige, og de foreslår ganske enkelt de rigtige løsninger.”

– Vi bevæger os ind i en verden, hvor de kreative evner viger for resultaterne. Jeg har før sagt, at kreativitet ikke er rocket science, det er resultaterne til gengæld, og det står jeg gerne ved. Vi investerer i ”Big Data” indsatsen, og det er i øvrigt ikke så bekosteligt, som nogen tror.

Det nye film-univers for Optimera er ikke en gigantisk fortælling som hos nogle af konkurrenterne. ”Vi fortæller en historie om, hvem vi er, og hvad vi kan. Nogle vil sikkert synes, det ikke er specielt ”smart” eller ”storslået,” men det er til gengæld sandheden, og det tror jeg på, vi når længst med, slutter Anita Eckhardt.