”Det bliver næsten ikke større”, sagde Jesper Hansen, faglig leder på DMJX, Kreativ Kommunikation, da fire danske teams fra skolen for tre år siden blev kåret som vindere ved talentkonkurrencen Cream.

Og det gjorde det så alligevel forleden, da en mail tikkede ind hos samme Jesper Hansen og fortalte en god nyhed:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I 2019-udgaven af den internationale portfolio-konkurrence snupper kreative teams fra den danske skole hele fem ud af dette års 15 vinderpladser.

- Det er jo helt vildt, at en tredjedel af verdens bedste talent pt. kommer fra Emdrup. Vi er rent ud sagt møgstolte, siger Jesper Hansen til Markedsføring.

Jesper Hansen fik i mailen desuden besked om, at de danske teams havde ”scoret nogle af de højeste gennemsnit, juryen nogensinde havde set.”

- Det her er så massiv en magtdemonstration fra DMJX:KK, at jeg håber, den kan være medvirkende til at dansk erhvervsliv får øjnene op for at dansk kreativitet og innovation aldrig har haft et større potentiale. 

En attraktiv jury 

I talent-konkurrencen Cream, som er en såkaldt portfolio-konkurrence – eller en mappe-konkurrence – bedømmes de unge teams ikke på en konkret stillet opgave, men på en samling af de bedste arbejder, de har lavet.

Bortset fra par års afbrydelse i 2017 og 2018, har konkurrencen været gennemført siden 1999, og den opfattes i kreative kredse som en af de store karrierekanoner for unge studerende, der nærmer sig deres første job i branchen.

Blandt de danske 2016-vindere har flere da også landet spændende stillinger i ind- og udland: F.eks. Thorbjørn Kragh Liljegren og Christine Jensen, der netop er skiftet til Anomaly i London efter et par år hos Grey London. 

Eller Cecilie Jelstrup Larsen og Marie Christine Frederiksen, der i dag er hos Uncle Grey.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Bag Cream-konkurrencen står headhunterfirmaet The Talent Business, men det er især juryerne, der udgør det helt store trækplaster for de unge: 

Den har gennem årene bestået af topkreative fra nogle af verdens førende bureauer – som f.eks. Droga5, Wieden + Kennedy og 72&Sunny for blot at nævne et par stykker. 

”Kun nummer 2”

Topscorer ved årets konkurrence er dog ikke DMJX, Kreativ Kommunikation, fortæller Jesper Hansen.

- Miami Ad School vinder seks pladser, men de har altså også 1.000 studerende på 14 skoler over hele verden. Vi har 80. I Emdrup. Dét er da helt vildt.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Når man kigger på jeres teams portfolios, springer det lidt i øjnene, at mange cases er lavet for internationale brands?

- Det er rigtigt. Ni ud af 10 af arbejderne i de studerendes mapper er lavet for internationale brands, men de kunne lige så godt være lavet - og ført ud i livet - for danske brands, siger Jesper Hansen og tilføjer:

- Vi vil meget gerne samarbejde med danske brands. De kan sgu bare ringe, hvis de tør. 

Her er de fem vinder-teams fra DMJX, Kreativ Kommunikation ved Cream 2019 - med link til deres respektive mapper.

Simone Weilborg og Sofie Bergstrand KK16-19 

Jakob Lykke og Jacob Grandt KK16-19

Thea Foge Toft-Clausen og Cecilia Mervig KK16-19 

Christian Skjott og Alexander Keblow Kofoed KK16-19 

Joachim Klintfalt og Nicolas Housted KK17-20