Danske digitale bureauer har tradition for at klare sig fornemt ved Awwwards – onlineprisen, der hylder de bedste web- og mobilsites i verden – og 2018 ser ikke ud til at blive nogen undtagelse.

Pris-juryen, der hen over året kårer ”Site of the Day” og ”Site of the Month”, hædrer en gang om året også de allerbedste i form af ”Site of the Year”, ”Agency of the Year” osv, og et kig på den netop offentliggjorte shortliste fortæller om i alt 13 danske nomineringer.

I kategorien ”Agency of the Year”, hvor 29 bureauer fra lande som bl.a. USA, Canada, Italien, Frankrig, New Zealand og Schweiz er nomineret, markerer tre danske digitale bureauer sig: Hello Monday (som tidligere har vundet netop denne pris to gange), Stupid Studio og Konform.

Hello Monday er i øvrigt også nomineret i kategorien ”Site of the Year” for sitet Google Cloud Infrastructure.

Men også andre danske bureauer holder fanen højt ved kåringen af det bedste fra 2018 ved Awwwards.

Meget mere dansk

I kategorien ”Studio of the Year” markerer det unge, københavnske bureau Trouble sig. 

Bureauet blev stiftet i 2016 af fire kendte herrer ved navn Jakob Kahlen (tidligere Hello Monday og B&O Play), Marcus Fuchs (også tidligere Hello Monday), Anders Emil Møller (tidligere digital udviklingschef på Politiken) og Ronnie Job (tidligere AdPeople-direktør).

Bureauet Spring Summer, der før har vundet "Site of the Year"-prisen ved Awwwards, er i år repræsenteret i finalen i to kategorier: ”Developer Site of the Year”, hvor også Think gør sig bemærket, samt i kategorien ”E-commerce site of the Year” – hvor også Hello Great Works er i spil til en pris.

Og så er det lille aarhusianske Vulkan Bureau nomineret to gange i kategorien ”Mobile Site of the Year”.

Lille bureau med mobilt håndelag

Kategorien er etableret i 2016 af Awwwards i samarbejde med Google, og Aarhus-bureauet har åbenbart sikre hænder, når det gælder evnen til at skabe brand-sites, der gør det rigtig godt på mobilen: Siden prisen blev lanceret, har Vulkan Bureau vundet tre ud af de ni priser, der er tildelt danskproducerede sites.

Og nu er man altså i spil til ”Mobile site of the Year” med to sites. Dels bureauets eget og dels et site for møbelproducenten Kebe.

- Vi er ekstremt stolte over den internationale anerkendelse. Vores team har arbejdet benhårdt på at løfte vores digitale løsninger helt i front på både mobile performance og brugeroplevelse, så det er fantastisk at blive anerkendt for netop det, siger Peter Laursen, der er partner på bureauet, og tilføjer:

- Sidste år var vi nomineret med ét website i samme kategori, men at vi i år står med to finalepladser, havde vi aldrig turdet håbe på.

Ud over bureauerne er også to danske freelancere nomineret i år: Det drejer sig om Kasper Laigaard, der i øvrigt tidligere har arbejdet hos - og vundet flere priser sammen med - Hello Monday, og om Michael Vestergaard. Begge er nomineret i kategorien ”Independent of the Year”.

Du kan se alle de nominerede her - og de danske nominerede kan du se herunder.

Agency of the Year

Hello Monday

Stupid Studio

Konform

Studio of the Year

Trouble

Site of the Year

Hello Monday for Google Cloud Infrastructure

Mobile site of the Year

Vulkan Bureau for eget website

Vulkan Bureau for Kebe

Developer site of the year

Spring Summer for Implement Consulting Group

Think for Qvartz

E-commerce site of the Year

Hello Great Works for Libratone

Spring Summer for Stine Goya

Independent of the Year

Kasper Laigaard 

Michael Vestergaard