7. maj skulle Danmarks bedste digitale projekter have været fejret i TAP1 i København ved Danish Digital Awards (DDA) 2020, men på grund af corona-krisen rykker awardshowet nu online, hvor det skal afholdes ”inden sommerferien”. 

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Corona eller ej vil vi naturligvis fortsat fejre Danmarks absolut bedste digitale markedsføringsarbejde, så vi samler stadig marketingbranchen, siger Kim Jong Andersen, juryformand for DDA, i meddelelsen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Juryformanden fortsætter:

- Grundet forsamlingsforbuddet er vi i år så bare nødt til at samles foran skærmen i stedet for foran scenen.

Over 330 cases deltager i årets DDA, og mandag skulle awardens jury, der består af mere end 150 personer, have fundet årets nominerede. Men jurymødet blev aflyst.

Det betyder, ifølge meddelelsen, at der "sideløbende med at skabe et stærkt digitalt show," så bliver "der arbejdet på, at jurygrupperne kan mødes online og votere."

Annoncør-direktør: Brandærgerligt

Hos Dansk Annoncørforening, der er arrangør af Danish Digital Award, ærgrer Holger Wilcks, adm. direktør, sig.

- Det er brandærgerligt, at vi ikke kan mødes til en festlig fejring. Men altså, vi er Danmarks yngste og mest digitale award, så der skal langt mere til for at slå os ud, siger han i meddelelsen.

Holger Wilcks fortsætter:

- Nu finder vi den bedst mulige løsning i en slem situation, og så skal vi nok få sikret, at vinderne bliver hyldet som fortjent, og at vi får et Danish Digital Award Show, som alle vil huske, siger han.

Sidste år var godt 450 personer med til DDA-showet. En billet koster 1.695 kroner.

Hvilken betydning får beslutningen for økonomien i DDA?

- Det er det for tidligt at sige noget om, siger Holger Wilcks.

Danish Digital Award forventer at have en afklaring om ny showdato ved udgangen af næste uge.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.