- Min berettigelse i juryen er at give en kant og en anden indgangsvinkel - som det eneste uafhængige media agency i juryen.

Sådan lyder det fra den 41-årige Tine Hertz, CEO og medstifter af medie- og reklamebureuaet OMI, inden den franske festival, Cristal, der i sin tid blev skabt for at løfte den europæiske og ikke mindst franske kreativitet, løber af stablen.

Ifølge Tine Hertz er Cristal en oplagt mulighed for at hylde de mindre spillere og dem, som formår at skabe unikke resultater - uanset budgetstørrelse. 

- Når man kigger på mange priser i dag, er det meget ensidigt. Der kigges ikke så meget på dem, der tør noget anderledes – både strategisk og kreativt, mener Tine Hertz, der er den eneste dansker, som i år kan kalde sig Cristal-jurymedlem.

Hun påpeger videre, at ”det sjældent er svært at skabe resultater, hvis man har et kæmpe budget.” 

- Kunsten ligger i mine øjne i særdeleshed i at bruge de midler, som man måtte have til rådighed endnu mere intelligent og effektivt. Men dette anderkendes sjældent - og det er sjældent et parameter hos awardjuryerne, hvilket jeg gerne vil være med til at påvirke og ændre.

Tine Hertz er medlem af mediejuryen, der er en af i alt syv juryer. Vejen dertil gik via en fransk kunde, der anbefalede hende til festivalens arrangører, som så tog kontakt til danskeren. Og hun har sine prioriteter klar, inden det går løs:

- Jeg går op i, om det vi vurderer bryder med det, alle andre gør - og i særdeleshed om det skaber en bedre ROI per investeret marketing-krone, siger Tine Hertz. 

I år er der i Frankrig fokus på kunstig intelligens.

- Mit perspektiv vil være på brugen af AI i forhold til dataanalyse og datadrevne kampagner og mediestrategi, men også aktivt i eksekveringen og optimeringen, siger Tine Hertz, der ikke lægger skjul på, at hun er stolt over at være blevet jurymedlem.

- Det betyder meget for mig. Blandt andet fordi vi ikke er en del af en stor gruppe. Der er heller ikke så mange kvinder, siger hun.

Først i næste uge ved Tine Hertz, om der er danskere i spil til priser. Cristal Media & Advertising Summit bliver afholdt fra den 12. til 15. december i Samoëns.