- 21-5 et er glimrende eksempel på en virksomhed, der har grebet en af tidens stærke tendenser, nemlig deleøkonomi.

Sådan lyder en del af begrundelsen fra CBS-rektor Nikolaj Malchow-Møller for, at virksomheden med det lidt spøjse navn 21-5 i næste uge modtager HBH Fondens markedsføringspris.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.         

Han tilføjer, at 21-5 desuden ”i kombination med en dyb faglig indsigt har skabt en ny forretningsmodel, der giver både kunder og virksomhed et udbytte.”

Navnet 21-5 skyldes, at konceptet bygger på, at 21 familier køber 5 ferieboliger sammen, og det har indtil videre været så succesfuldt for den danske virksomhed, at man nu også er på vej til Norge, Sverige, USA og Canada.

Investeringer for over en milliard

HBH-prisen er stiftet af HBH Fonden og uddeles hvert år i samarbejde med CBS. 

Den gives til en person, virksomhed eller organisation, som bl.a. ”i sin markedsføring af et produkt eller en idé har gjort sig særligt bemærket via en gennemtænkt analyse og kreativ strategi”, og om dette års modtager siger lektor Mogens Bjerre:

- 21-5 viser, at deleøkonomi kan bruges inden for mange flere områder, end vi har set ind til videre. Den service 21-5 tilbyder, betyder at ferieboliger bliver brugt oftere, at de lokale handlende øger deres indtægt, og at familierne har mulighed for at vælge mellem flere rejsemål. Det er win-win-win. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.         

Indtil videre har 21-5, der ledes og ejes af Anders Heisel samt Laila og Anders Køj, stiftet mere end 28 foreninger med hver 21 familier og investeret i ejendomme for mere end en milliard kroner.

Uddeler også specialepris

Ved prisoverrækkelsen uddeles også årets Troubleshooter af HBH Fonden og CBS. 

Det er en pris, der – sammen med 50.000 kroner - går til den eller de studerende, der gennem det forløbne år har skrevet det bedste speciale med sidste års vinder af HBH-prisen, Mikkeller, som case-virksomhed. 

Prisuddelingen finder sted på CBS på torsdag den 19. september.