- For os hos Bacon betyder det hele verden, at vi kan gøre os gældende i sådan en sammenhæng. Det er en kæmpe cadeau.

Sådan lyder det fra Bacon Productions Managing Director Mette Jermiin, som forleden sammen med instruktør Jeppe Rønde returnerede fra New York med en Tribeca X Award under armen.

Prisen faldt for den 46 minutter lange eksperimenterende forskningsfilm Almost Human, som Jeppe Rønde har instrueret for Carlsbergfondet.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Tribeca X Award har til formål at hylde nyskabende branded storytelling-film, og det danske hold kan glæde sig over at vinde blandt 500 indsendte film i kategorien Branded Content Long Form - herunder film fra kendte brands som Pepsi og Patagonia.

- Vi er meget stolte, både på Carlsbergfondets og egne vegne, siger Mette Jermiin.

Hvad betyder sådan en pris for Bacon?

- Den betyder utrolig meget: Den giver både os som produktionsselskab og Jeppe som instruktør synlighed og anerkendelse i en ny niche i reklameverdenen.

Forelsket undervejs

Tribeca-juryen begrunder bl.a. tildelingen af prisen til Almost Human med, at man fandt filmen ”original, gribende og inspirerende”, og ifølge Mette Jermiin lykkedes man i produktionen med at få virkelig stærke kræfter med om bord.

- Det var som om folk forelskede sig i vores projekt undervejs. Det var også derfor, vi kunne få Stephen Fry til at speake - og derfor Brian Eno fx gik med til at sælge noget af sin musik for en meget tilgængelig pris til os, fortæller Mette Jermiin.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Også instruktør Jeppe Rønde er stolt af prisen:

- Prisen peger på en spændende ny tendens i filmbilledet, hvor virksomheder bliver aktive medspillere i skabelsen af nye typer filmfortællinger, siger han og tilføjer:

- Samarbejdet her er et strålende eksempel på, at alternative samarbejdsformer kan udfordre den traditionelle måde at producere dokumentar.

Videnskab og forskning

Hos Carlsbergfondet satte man ifølge bestyrelsesformand Flemming Besenbacher oprindelig film-initiativet i gang for at ”skabe debat om videnskabens betydning for vores muligheder for at løse de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for.”

- Vi støtter grundforskning på et højt internationalt niveau og arbejder for at fremme interessen for videnskaben og dens betydning. Derfor er vi meget stolte over, at Almost Human har vundet anerkendelse på så prestigefyldt en international filmfestival som Tribeca, siger han i en pressemeddelelse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Den 46 minutter lange film Almost Human har tidligere været vist i forbindelse med CPH DOX-festivalen i København, men det er kun traileren, der er offentligt tilgængelig i øjeblikket.

Det skyldes, at parterne er i dialog med forskellige medier og medieplatforme om fremtidig visning, og her er der endnu ikke truffet endelig beslutning om distribution.

Se traileren her – credits under filmen.

Credits

Director: Jeppe Rønde 

Producer: Birgitte Rask 

Executive Producers: Mette Jermiin & Thomas Busch 

Narrator: Stephen Fry 

DOP: Magnus Jønck 

Editor: Nanna Frank Møller 

Sound Design: Rune Palving

VFX & Grade: Bacon X