Den danske del af Coop var blandt de store vindere, da brancheorganisationen IAB (Interative Advertising Bureau) tirsdag 5. juni uddelte priser til årets bedste digitale marketingindsatser ved Europe Research Awards.

Priserne fik Coop for et nyt beslutningsstøttesystem til marketing, der giver dagligvarekoncernen – og dermed kæderne SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Kvickly og Fakta – mulighed for løbende at måle effekten af alle taktiske marketingaktiviteter.

Systemet, der er udviklet i samarbejde med Omnicom Media Group-enheden Annalect, har bl.a. gjort det muligt for Coop løbende at evaluere medie- og marketingindsatsen og dermed arbejde mere agilt.

LÆS OGSÅ: COOP-DIREKTØR: NY TECH HAR VÆRET EN ØJENÅBNER

- Det betyder, at vi nu kan agere hurtigere og mere nuanceret i medievalget for de enkelte kampagner og kæder, og på den måde optimere ROI yderligere for hver investerede mediekrone, lyder det fra Pia Niemann, marketingdirektør hos Coop, i en pressemeddelelse.

Morten Buch, der er udviklingsansvarlig for det nu prisbelønnede setup i Coop Marketing, uddyber:

- Den agile opdatering hver måned har tilført en højere beslutningshastighed i forhold til, hvorvidt nye mediainitiativer fungerer eller ej på de enkelte kampagner, siger han.

Tre priser til Annalect

IAB Europe Research Awards har til formål at hylde bureauer og annoncører, der fremmer brugen af digitale marketingdiscipliner, og der uddeles priser i syv kategorier.

Coop vandt priser i kategorierne: Advertising solutions og Best Use of Research Budget

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Derudover hev den danske del af Annalect, Omnicoms specialistenhed inden for avanceret databehandling og beslutningsstøtte, også en tredje pris hjem for deres arbejde. Det skete med sølv i kategorien Consumer Attitudes and Behaviour.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for at blive anerkendt for vores arbejde. Der er sket kvantespring i metodeudviklingen inden for marketing beslutningsstøtte i de senere år, som giver annoncørerne helt ny muligheder for at optimere og dokumentere værdien af de beslutninger, der træffes, siger Søren Fromberg, der er nordisk direktør for Annalect, i pressemeddelelsen.

- IAB Research Awards er den store europæiske konkurrence inden for vores fagområde, hvor vores arbejde sammenlignes med konkurrenter fra alle de store markeder, så vi er selvfølgelig helt utrolig stolte over at tage så mange priser med hjem, slutter han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.