Netop som Trygs nye slagkraftige kampagne-univers kører over skærmen og præger print og outdoor i både Danmark og Norge, har Christian Bjerring valgt at stoppe i forsikringsgiganten.
– De helt store branding-udfordringer omkring Tryg-mærket er nu løst, og min afløser, Steffen Lundgren Kristensen, er på plads. Og da jeg selv har fundet min afløser, ved jeg, at han er klar til at videreføre arbejdet i de spor, der allerede er lagt. Jeg er helt rolig ved at give stafetten videre, siger Christian Bjerring, nordisk marketingdirektør hos Tryg indtil udgangen af denne måned.
Afløseren for Bjerring er den kun 30-årige Steffen Lundgren Kristensen, der bliver ny chef for Trygs Corporate Identity afdeling.  Steffen Kristensen er hentet til Tryg fra en stilling som marketing manager i Microsoft, og han har tidligere arbejdet med marketing i både Nordisk Film og i Egmont.
Skiftet i Tryg kommer efter nogle år med en række store, nye branding- og kommunikative initiativer, som Christian Bjerring har stået bag.
– Christian har bl.a. været den drivende kraft bag vores nye nordiske logo og design, den nye brand platform og de nye reklamefilm, som netop nu kører på tv i Danmark og Norge. Jeg vil gerne takke Christian for hans store indsats, og jeg er glad for, at vi lige nu har drøftelser om at lave en aftale med Christian på konsulentbasis om at hjælpe Steffen på plads i jobbet i de kommende måneder, siger Trygs koncernchef Morten Hübbe.
Ikke en ny beslutning
– I mine øjne er Steffen et stort talent, både på den ledelsesmæssige side og på den marketingfaglige del, og jeg er glad for at kunne give ham denne chance for et karrieremæssigt stort spring fremad, siger Christian Bjerring. 
Er beslutningen ny?
– Mit skifte har været aftalt i et stykke tid nu, så beslutningen er ikke ny. Jeg har villet jeg sikre, at min efterfølger var på plads, og at han fik en velfungerende afdeling og en opdateret branding- og marketingstrategi at bygge videre på, fortsætter Bjerring.
Har rygterne om uro i Trygs marketing-afdeling haft indflydelse på din beslutning?
– Nej. I august 2010 lancerede vi Trygs nye logo og design på samme dag i 4 lande, samtidig med at vi rullede den til dato største tværnordiske kampagne baseret på den nye brandplatform ud. Forberedelserne strakte sig over 10 måneder og medførte et stærkt forøget arbejdspres i marketing-divisionen, hvilket naturligt nok betød, at vi bagefter havde behov for at genskabe arbejdsglæden. Det er lykkedes for lang tid siden, og der har længe været en rigtig god stemning i marketing i Tryg, så der er ingen sammenhæng overhovedet, slutter Christian Bjerring, der endnu ikke er klar til at fortælle, hvad fremtiden kommer til at byde på. Men ”helt nye veje” bliver der måske tale om.
Anders Fich, der har været en del af Christian Bjerrings nordiske marketingledelse, fortsætter i en central rolle i Tryg som marketingchef for privatmarkedet i Danmark og Norge.