Accenture Interactive har store ambitioner i Skandinavien og har med opkøbet af det velansete nordiske bureau Kaplan endnu en gang skærpet offensiven.

Med i Accenture’s overtagelse følger 65 ansatte i Sverige og 15 ansatte i Danmark, og købet skal ses som en understregning af, at de store teknologi- og konsulenthuse er i fuld gang med at forsøge at blive de førende – og de største – inden for totale, digitale løsninger – ikke mindst inden for marketing.

– Det er dét, kunderne efterspørger: Komplette, integrerede services, der omfatter alt lige fra innovation og kreativt arbejde til datadrevne marketingløsninger og -strategier og ikke mindst alt det praktiske i forbindelse med valg af platform og derefter drift, siger Christian Dam, der er Managing Director for Accenture Interactive i Danmark.

– Med købet af Kaplan kan vi nu tilbyde datadrevne digitale marketingløsninger, der skaber stærke kundeoplevelser gennem strategiske, analytiske, digitale og kreative løsninger.

Det drejer sig om skræddersyede kundeoplevelser

Kaplan er grundlagt i Stockholm i 1987 af Marianne Kaplan og er en af Skandinaviens førende leverandører inden for udvikling og drift af marketing teknologiplatforme og touchpoints. 

Bureauet har leveret dokumenterbare resultater til en lang række kunder i regionen herunder  Circle K Europe, Com Hem, SJ og Svenska Spel – og har ligeledes modtaget en lang række priser for både kreative, analytiske og teknologiske kompetencer. I Danmark har Kaplan bl.a. Stark, PFA pension, TV 2 Danmark og Øresundsbron som kunder.

Den danske afdeling ledes af Nikolaj Nørgaard, der er begejstret for at blive en del af Accenture Interactive:

– Kaplan leverer virkelig stærke og skræddersyede kundeoplevelser gennem en holistisk tilgang til marketing. Ved at kombinere det med Accenture Interactives kommercielle og kreative services kan vi skabe det ”experience agency”, som vi ønsker. 

– Vi får en kæmpe fordel i at kunne udnytte Accenture Interactive’s dybe industrikendskab og globale tilstedeværelse, mener Nikolaj Nørgaard.

Accenture Interactive i Skandinavien har tidligere købt service-design bureauet Fjord og e-handelsrådgivningsvirksomheden Brightstep samt det svenske, kreative burau The World Loves.