Jørgen Christensen, der kommer fra en ledende stilling i det hollandske firma CustomerGauge, som arbejder med kundedata, skal varetage den nyoprettede titel som CXO i Adform.  

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Tidligere har han gennem 15 år været en del af den danske IT-virksomhed SimCorp.

- Jeg er meget glad for at blive en del af Adform, som jeg har fulgt på sidelinjen gennem de sidste år og ser et kæmpe potentiale i. Adform har en organisation og setup, som kan tage kampen med hvem som helst. Derfor var tilbuddet om at få lov til at komme ind og være en del af maskinrummet på en af de største europæiske spillere på markedet ikke svært at sige ja til, siger Jørgen Christensen i meddelelsen.

Han fortsætter:

- Adform har gennem de sidste mange år oplevet stor vækst. Min rolle bliver først og fremmest at få sat endnu mere fokus og struktur i måden, vi arbejder med vores kunder. Jeg skal hjælpe de mange dygtige Adform-medarbejdere med digitale værktøjer til, hvordan de kan levere en endnu bedre service til deres kunder.

Adforms adm. direktør, Gustav Mellentin, siger:

- Jeg meget tilfreds med vores signing af Jørgen Christensen. Tilgangen illustrerer meget godt det høje ambitionsniveau, vi har hos Adform. Jørgen kommer med en masse erfaring, idéer og ledelsesmæssig bagage, som jeg er sikker på, at både ledelsen, medarbejderne og vores kunder kommer til at nyde stor glæde af fremover.

På globalt plan tæller danske Adform mere end 700 medarbejdere fordelt på 29 kontorer i 26 lande. Alene de sidste 12 måneder har Adform ekspanderet til syv nye markeder: Dubai, Australien, Sydafrika, Japan, Estland, Rumænien og Kina, oplyses det.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.