Reklamebureauet Advance har siden starten for mere end 40 år siden haft tradition for at have en bredt funderet partnerkreds, som alle er medejere og alle arbejder aktivt på bureauet. 

Nu udvides partnerkredsen med to nye ansigter: Camilla Grove Pelle, og Ann-Louise Rosen, der er henholdsvis Digital Director og Client Service Director på bureauet.

Camilla Grove Pelle kom til Advance i februar 2017 efter 15 år som partner og Client Service Director hos det digitale bureau Vertic, og hun spiller en central rolle i at styrke Advances digitale rådgivning og leverancer.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

- Camilla har på de to år vist vejen til endnu større digital fokus i dialogen med vores kunder, og mange af de nye kunder, hun har været med til at vinde, er næsten 100 pct. digitale. Derfor er det helt naturligt, at hun nu indtræder i partnerkredsen, siger adm. direktør Jens Krog.

Internationalt fokus

Ann-Louise Rosen kom til Advance i oktober 2017 efter fire år som Client Service Director hos Ogilvy, og hun har udover en betydelig kundeportefølje også ansvaret for to vigtige strategiske sats-områder:

- Ann-Louise skal opbygge et stærkere kendskab til Advance-brandet og dermed styrke vores markedsposition. Og så har hun ansvaret for netværksrelationer - herunder vores medlemskab af World Wide Partners, et globalt netværk af 70 selvstændige bureauer, siger Claus Wittenborg, der deler adm. direktør-titlen på Advance med Jens Krog.

Og de to nye partnere er klar:

- Vi har en unik kombination af strategisk og kreativ fokus i huset. Samtidig er der et meget internationalt mind-set – på grund af både kunde- og medarbejdersammensætningen. Så der er masser af muligheder for Advance i et marked under stor forandring. Det potentiale vil vi glæde os til at forløse med resten af huset, siger de samstemmende.

Lange relationer

Advance har boet på Landemærket siden midten af 70’erne, hvor bureauet var en af flere knopskydninger fra Bates. 

Kundelisten indeholder i dag navne som bl.a. LEGO – som har været kunde siden starten i 1976 - Coloplast, Danfoss, Widex, Johnson & Johnson, Nilfisk og Danske Bank.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

- Den lange relation med LEGO og flere andre kunder hænger helt sikkert sammen med den kontinuitet, vi har med lange medarbejderrelationer og en bred partnerkreds. Det bygger vi videre på nu, siger Jens Krog.

Fakta: Her er partnerkredsen på Advance 

  • Jens Krog, CEO
  • Claus Wittenborg, CEO
  • Sofie Svarre, Strategy Director
  • Henrik Hertz, CFO
  • Gavin Muligan, Creative Director
  • Jeppe Fonnesbæk, Client Service Director
  • Ann-Louise Rosen, Client Service Director
  • Camilla Grove Pelle, Digital Director.