Aller Media samler nu bureauerne Aller CP og OTW under det fællesnordiske OTW-brand.  Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse, hvor det også oplyses, at man har "den klare ambition at vinde markedsandele fra de traditionelle bureauer."

I forbindelse med sammenlægningen er to nøglemedarbejdere blevet opsagt. 

- Det er ikke en stor rationaliseringsøvelse, men en kontaktchef og direktøren for Aller CP er blevet opsagt, siger adm. direktør i OTW, Annette Bach, til Markedsføring.

Hun tilføjer:

- Vi har sammen med OTW i Sverige skabt et powerbrand. Derfor giver det god mening at arbejde videre den vej. 

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Sammenlægningen sker som en del af strategien ”Vækst og bedre liv”. Og med øvelsen skaber Aller Media ”et af landets største indholdsfokuserede kommunikationsbureauer,” hedder det i meddelelsen, hvor det videre oplyses, at Aller Media med den nye sammenlægning styrker "indholdsproduktion og skaber en mere strømlinet og agil virksomhed. På den baggrund skal OTW udfordre reklame-, medie- og PR-bureauerne og sikre ny forretning i et marked, hvor den gode historie er langt vigtigere end den kanal, den bliver fortalt på.”

- Vi ser to tendenser, som vi mener, at vi har gode muligheder for at udnytte. Den ene er en stigende efterspørgsel på historiefortælling hos både virksomheder og organisationer, og den anden er en langt større uafhængighed af traditionelle virkemidler som PR- og reklame. Det giver os en mulighed for at bringe alle vores unikke kompetencer i spil i markedet gennem vores nye og større bureau, siger adm. direktør i Aller Media, Lars Sander Matjeka, i pressemeddelelsen.

Med sammenlægningen af Aller CP og OTW forener Aller Media samtidig to bureauer, som har henvendt sig til forskellige dele af markedet. 

Hvor OTW er forankret hos offentlige kunder og organisationer, så er Aller CP til repræsenteret inden for eksempelvis retailbranchen. Det sammenlagte bureau vil fortsat være under ledelse af den nuværende adm. direktør for OTW, Annette Bach. 

- Vi ser meget frem til at få samlet kræfterne fra Aller CP og OTW i ét stærkt full-service contentbureau. I OTW har vi været igennem en markant omstilling i det seneste år og vi oplever både stor lydhørhed og interesse for den tilgang, vi har til kommunikation. Samtidig styrker sammenlægningen hele vores nordiske tilgang, hvor vi nu har mere end 200 medarbejdere fordelt på fem kontorer i Sverige og Danmark, siger Annette Bach i pressemeddelelsen.

OTW Danmark kommer til at have 75 medarbejdere fordelt på to kontorer i Aarhus og København med kompetencer inden for blandt andet magasiner, websites, visuel og grafisk udvikling, digital rådgivning, film og strategi.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

I forbindelse med sammenlægningen udvides OTW-direktionen med Lea Krag Fogh, der bliver ny operationel direktør. 

Lea Krag Fogh er rekrutteret internt i Aller Media og har bureauerfaring fra Hjaltelin Stahl. Aller Media oplyser, at ”rekrutteringen er en del at OTW’s strategiske fokus på at tilknytte førende seniorkompetencer fra bureaubranchen"

OTW har, oplyser mediekoncernen, gennem det sidste år ansat Lars Nørretranders, der har en fortid hos Kunde & Co. og TV2, som kreativ direktør, Martin Hartmann Jacobsen, der tidligere har været hos Radius og Bysted, som digital direktør og Lasse Meldgaard Bloch, der har en fortid hos Geelmuyden Kiese og Novozymes, som strategisk direktør.