For lidt over et år siden, slog reklamebureauet Butter dørene op på Gothersgade i København.

Bag etableringen stod to kendte skikkelser fra det københavnske kulturliv, Simon Frank og Simon Lennet.

Bureauet blæste fra start til kamp mod kedelige reklamer og mangel på kreativt mod, og hvordan er det så gået?

Jo, godt et år efter etableringen er tilværelsen i centrum skiftet ud med nye lokaler på Nørrebro, og herfra gør bureauet status over et turbulent, men ganske fremgangsrigt år.

Et "rigtigt" reklamebureau?

Da duoen Simon og Simon sidste vinter sendte en pressemeddelelse ud om etableringen af Butter, der havde en ambition om rent kreativt at konkurrere med selv de bedste, fik de en blandet modtagelse.

- Vi slog et stort brød op, da vi sagde, vi ville være de bedste, og det faldt nok nogle for brystet. Der var bl.a. en artikel på branchesitet Bureaubiz, der ret eksplicit udtrykte en rimelig kølig skepsis over for projektet. Det var en øjenåbner, men det gav os i virkeligheden bare endnu mere blod på tanden, siger Simon Frank.

Simon Lennet affærdiger skepsissen over for bureauet i starten som klassisk dansk jantelovstænkning, altså det der med, at man ikke må sætte barren for højt.

- Vi vendte i virkeligheden bare spørgsmålet om: Hvorfor overhovedet starte op, hvis ikke vi gik efter toppen? Den store opmærksomhed endte som forventet med at drive bureauet fremad i raketfart til at starte med. Rigtig mange ville gerne vide mere, og vi lykkedes med at få etableret bureauet med en række kunder, siger han.

Masser af kunder

At bureauet og er ganske veletableret i dag er svært at så tvivl om.

I løbet af året har Butter vunder flere store pitches og har føjet kunder som Puma, Røde Kors, I AM Vodka, Moët Chandon og senest Alkoholpartnerskabet til listen.

Der er også stor tilfredshed at spore hos bureauets direktør Josefine Arthur, der har en fortid hos Patriksson Communication:

- Vi har vundet seks store kunder, præsteret en ganske betragteligt bruttoavance samt et fint overskud første år og vigtigst af alt, så har vi en tilfreds portefølje af kunder, der synes vi har leveret et godt stykke arbejde for dem, siger hun.

Særligt bureauets arbejde for I AM Vodka har udmærket sig. Som opfølgning på ”The Price Of Being Me”-videon, der gik viralt med mere end 2.000 delinger og over en halv million visninger på Facebook, fulgte deres seneste projekt, Doom Room, bureauets bud på ”Fremtidens reklame”.

Ifølge bureauets strategiske direktør, Christen Søndergaard, var projektet et kreativt sats, som endte med at give pote:

- Vi tog, sammen med I AM, chancen og sagde, at hvis vi selv troede på, at vi havde skabt noget originalt og ekstraordinært, skulle vi turde teste den tese. Vi valgte derfor at kræve billetentré – for at se en reklame.

Og det gav pote. Doom Room blev udsolgt første gang, så der blev sat ekstraforestillinger op, der ligeledes blevet udsolgt.

- Derudover blev værket anmeldt i de fleste store danske nyhedsmedier og fik imellem fire og seks stjerner i flere branchemagasiner – bare det, at en reklame blev anmeldt, som et kunstværk på linje med traditionelle teaterstykker, beviser hvor innovativt projektet egentlig er, siger Christen Søndergaard.

De kreatives legeplads

Men hvad bringer fremiden? For Josefine Arthur er svaret hugget i granit.

- Det vigtigste 2016 indbragte os var en styrket forståelse af, hvem vi er, og hvad vi brænder for som bureau. Vores kernekompetence er den gode historie. Den er der andre bureauer, der også kan finde frem til, så dér hvor vi virkelig skal udmærke os er måden, hvorpå vi fortæller den, siger hun.

Derfor har Butter, der i 2016 havde indtægter for lidt over tre mio. kr. og et overskud på en lille halv mio. kr., også en vision om at blive den foretrukne legeplads for Danmarks stærkeste kreative.

Bureauet har, gennem Simon og Simon, stærke rødder til det kreative miljø og visionen for arbejdet med dem er klart defineret:
 
- Hver uge har vi uformelle møder på kontoret, med nogle af Danmarks stærkeste kreative personligheder, hvor vi ikke laver andet end at snakke om, hvad der inspirerer dem og hvilke historier, de brænder for at fortælle. Formålet med den tilgang er, at vi vil etablere os som stedet, de bedste danske kreative kigger hen for at få lov til at skabe noget originalt – noget der gør en forskel og rykker noget i mennesker.

- Den vision giver os noget at stræbe efter, der er større og mere end bare at tjene penge – det er altafgørende og det giver én noget at drømme om, slutter Christen Søndergaard.