- Jeg tør godt at sige det. Jeg mener kreative pitches skal afskaffes.

Så klar i spyttet var partner og CEO i bureauet Another, Morten Hershøj, i en klumme bragt her på sitet tirsdag den 12. februar.

Heri fastslog Morten Hershøj bl.a., at et afgørende argument for at afblæse kreative pitches ikke handler om manglende honorarer eller spild af bureauernes tid, men derimod ”om risikoen for en fejlslagen langsigtet investering”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Hvad mener Mads Duzenius Christensen, adm. direktør i det kreative bureau Anew, om Morten Hershøjs tanker?

- I min verden hænger den strategiske og kreative proces uløseligt sammen. Selvom et bureau er i stand til at udvise forretningsforståelse og lægge en meningsfuld strategi, så er det ikke ensbetydende med, at man er i stand til at eksekvere på den rent kreativt, siger han.

Altså er der stadig god raison bag kreative pitches:

- Vores produkt som bureauer er værdiskabelse for vores kunder, og det giver mening, at kunderne vurderer os på begge parametre, der ligger til grund for denne værdiskabelse – altså strategi og kreativitet, siger Mads Duzenius Christensen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Han er enig med Morten Hershøj i, at det bedste arbejde og de bedste resultater kommer, når bureauerne arbejder tæt sammen med kunderne.

 - Men dette er ikke ensbetydende med, at man skal kende kundernes forretning bedre end de selv gør, siger Mads Duzenius Christensen og uddyber:

- Det er jo ikke mængden af viden, men evnen til at finde essensen i en problemstilling og angribe den fra nye vinkler med indsigter i markedet og forbrugerne, der ligger til grund for den stærke strategi og kreative eksekvering.

Anew-direktøren fortæller, at de to seneste pitches, det kreative bureau har vundet, har udviklet sig i hver sin retning siden afslutningen.

- For den enes vedkommende er det kreative oplæg fuldkommen ukendeligt fra pitch-oplægget, mens der i det andet tilfælde er blevet justeret i langt mindre grad. Dette er eksempler på at de rigtige beslutninger finder sin vej i samarbejdet, uanset hvad der er lagt op til i selve pitchet, slutter Mads Duzenius Christensen.