B2B-bureauet Klausen + Partners har udviklet en ny, global kommunikationsplatform til den fynske vækst-virksomhed Mobile Industrial Robots – også kaldet MiR - der udvikler og producerer robotter til industrien. 

Det oplyser bureauet. 

Ifølge Rasmus Smet Jensen, der er Global Marketing Director hos MiR, har virksomheden haft sit primære fokus på produktudvikling, produktion og distribution, mens branding og kommunikationen ikke har fået nok opmærksomhed. 

- Det ændrer vi på, så vores brand og robotter kommer til at stå endnu skarpere i den globale konkurrence, som ikke just bliver mindre i de kommende år. Vi starter med en ny value proposition, en ny visuel identitet og en ny strategi for leadgenerering, siger han i en pressemeddelese. 

En del af MiR’s dna er at finde innovative løsninger på kundernes konkrete og forskelligartede udfordringer. Det fokus blev, ifølge bureauet, afsættet for den fremtidige kommunikation, der indrammes med ordene ”A Better Way”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Mette Frich Mathiesen, der er kontaktchef hos Klausen + Partners, forklarer, at ”MiRs stolthed og ambitioner var en stor inspiration" til det nye pay off.

- Desuden gør MiRs selvkørende robotter netop dét; finder en bedre vej fra A til B på lagre, institutioner og fabrikker over hele verden. MiRs evne at finde løsninger er også blevet en central del af den nye visuelle identitet. En mosaik, hvor vi bruger den lille pil fra logoet til at fortælle en historie om fleksibilitet og bevægelse, siger hun i pressemeddelesen.

Robotterne fra MiR er selvkørende og intelligente nok til at køre udenom pludseligt opståede forhindringer - for eksempel mennesker, der bevæger sig på et lagergulv. 

Men ifølge Mette Frich Mathiesen er der imidlertid to store købsbarrierer. 

- For det første er produktkategorien helt ny, så ingen i markedet har et erkendt behov. Man har derfor svært ved at forestille sig konsekvenserne af at købe en eller flere robotter til sin fabrik. For det andet er beslutningscenteret ikke kendt. Så hvem skal vi tale med?

Mette Frich Mathiesen tilføjer:

- Kommunikationen er derfor nødt til skabe behovserkendelser og tager udgangspunkt i fire industrispecifikke rapporter om automatisering af intern logistisk. Rapporten er genereret på basis af de svar, som målgruppen giver i en Viden-for-Viden tilgang. Indsigterne er efterfølgende hero-content der splittes op i bidder og postes på sociale medier. Det skal få beslutningstagerne til at række hånden op.

Det oplyses, at MiR ruller den nye identitet og kommunikation ud i takt med aktiviteter på de forskellige markeder. 

En af de første indsatser bliver en lead-generering-kampagne i USA bestående af e-mail-marketing og programmatic display i udvalgte medier kombineret med SEO.

Kampagnen skal dels cementere MiRs brand og position som markedsleder, dels skabe interesse og åbne vejen for salg, oplyses det.

MIRs omsætning har på fem år rundet 200 millioner kroner. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.