Sunrise øgede toplinjen og landede et millionoverskud i 2019, fremgår det af bureauets årsregnskab for 2019.

Det gør Simon Hertz, CEO, til forsigtig optimist for det indeværende regnskabsår på trods af coronakrisen:

- Vi har desuden fået en god start på 2020 med flere nye kunder. Vi indgik eksempelvis tre nye samarbejder i løbet af de sidste 30 hjemmearbejdsdage, før vi så småt åbnede kontoret fysisk op igen, siger han.

Bureauet, der rundede 35 millioner kroner i omsætning i 2019, har på den måde sikret sig en ”god økonomisk ballast”, mener Sunrise-CEO’en. 

- Det kan være med til at føre os mere sikkert gennem denne svære tid, hvor blandt andet ufrivilligt hjemmearbejde og et marked på standby præger situationen, siger han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Kollektiv lønnedgang

Hvordan har krisen påvirket jer?

Vi har kunnet mærke en standby-tilstand hos mange af vores nuværende og potentielle kunder, siger Simon Hertz.

Konsekvensen blev, at ledelsen i Sunrise i slutningen af marts besluttede sig for at gennemføre ”en justering af omkostningsbasen”.

- Den indebar blandt andet en fælles nedjustering af alles løn og en beskæring af organisationen. Af respekt for de involverede vil jeg ikke uddybe det nærmere, men selvfølgelig var det en alvorlig og trist beslutning, men også vigtig i forhold til, at vi også fremover kan opretholde en sund og ansvarlig balance i vores økonomiske og set up-mæssige fundament, siger Simon Hertz.

Han fortsætter:

- Samtidig arbejder vi hele tiden med initiativer der kan gavne og hjælpe kunderne i denne svære krisetid, være med til at få marketing-hjulene i gang igen, og selvfølgelig også komme Sunrise til gode. Så på den ene side er vi altså meget påpasselige, og på den anden side tænker vi proaktivt med vitalitet som omdrejningspunkt.

Hvad forventer du dig af 2020?

- Jeg tør ikke sige noget om vores økonomiske forventninger endnu, og der hersker da en vis spænding i forhold til det finansielle. Vi har fået en lovende start på året, men det er klart, at coronakrisen også vil sætte sit præg på Sunrise, siger Simon Hertz.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hjemmearbejde: Et ufrivilligt eksperiment

Han mener, at coronakrisen, og det deraf følgende hjemmearbejde for Sunrise-medarbejderne, har ”været underligt og trist på den ene side, men også et lidt interessant, ufrivilligt eksperiment på den anden”

- Savnet af kulturens summen og nærværet fra den fysiske arbejdsplads fylder heldigvis meget, når man lige pludselig er tvunget til at sidde hjemme og arbejde mange dage i træk, siger Simon Hertz.  

 Har det udfordret kulturen på bureauet?

- I teorien er det selvfølgelig en stor potentiel udfordring, men i praksis har det nok snarere styrket vores sammenhold og kultur, siger Simon Hertz og peger på, at han ”har oplevet masser af initiativer, sparring, opbakning og gensidig motivation”. 

- Og ikke mindst anderledes måder at betragte rutiner på. Så paradoksalt nok er vi blevet bragt endnu tættere sammen, selvom vi har siddet langt væk fra hinanden og hver for sig, siger Simon Hertz.

Hvad gør I så nu, hvor der så småt åbnes op igen?

- Det er naturligvis noget, vi havde set frem til længe, og vi er da også begyndt den fysiske genåbning af bureauet, siger Simon og understreger, at det ”selvfølgelig sker med udgangspunkt i myndighedernes anbefaling omkring vilkår på kontoret med behørig afstand, maksimal hygiejne, begrænsning af fysiske møder, ingen fællesspisning og så videre”.

- Det er skønt at være tilbage – selvom det jo ikke er helt som før, siger Simon Hertz.

Bliver alt helt ligesom før, når krisen er ovre?

- Kulturen og strukturen hos os vil forhåbentlig bestå, som vi kender den, men rent forretningsmæssigt tror jeg, at det får varige konsekvenser. Jeg ved dog ikke, hvilke det bliver endnu, og det tror jeg i øvrigt heller ikke, der er andre, der gør, siger Simon Hertz.

Han peger dog på, at noget så jordnært som eksempelvis fysiske møder og dagsrejser frem og tilbage i den sammenhæng, nok vil blive begrænset på den anden side af coronakrisen.

- Det kan vi mærke allerede nu. Ikke alene på grund af smittefare, men fordi vi har fundet ud af, at det faktisk ikke er nødvendigt hver gang. Og på den større klinge vil digitaliseringen komme til at fylde endnu mere end den gjorde, inden krisen indtraf, siger Sunrise-CEO’en

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Stadig et ”Commercial Transition Agency”

For to år siden droppede Sunrise betegnelsen reklamebureau og redefinerede sig i stedet som et Commercial Transition Agency. Siden er Sunrise gået til markedet "som et bureau, der er lidt modigere end konsulenthusene, men samtidig mere tænksomme end de traditionelle reklamebureauer”.

Holder I fast i den strategi?

- Ja, vi har jo etableret en ny kategori, og vi er stadig det eneste Commercial Transition Agency i verden, siger Simon Hertz, der mener, at bureauet i det forløbne år har taget et kvantespring i forhold til også at levere tungere data- og digitale løsninger til kunderne 

- Vi vokser markant på vores digitale leverancer af alt fra SoMe til eCommerce. Vi søsatte i 2019 en ny retning for vores digitale fokus, og vi har siden øget kundetilgangen med over 300 procent på dette område. Det vil sige, at vi har budt 15 nye brands velkommen, siger han.

Den digitale fremgang hænger ifølge Simon Hertz blandt andet sammen med, at salgsprocesserne, især hos B2B-virksomhederne, nu er kommet endnu mere i fokus end tidligere, og at arbejdet med kundedata og kunderejser ”nu for alvor har taget fart” hos kunderne.

Dertil kommer, at den digitale tilstedeværelse hos de fleste virksomheder vil være endnu mere relevant qua corona krisen og ”dens evige aftryk”, vurderer Simon Hertz.   

Han slutter:

- Vi manifesterede os virkelig på det digitale område i 2019, men dvæler i øvrigt ikke så meget ved, om I vil kalde det digitalt eller ej. Hos os er det er løsningen og resultaterne, der er interessant.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hovedtal: Sunrise

(i mio. kr.)                                      2019                   2018

Omsætning:                                   35                        34,1

Bruttofortjeneste:                        24,3                     23.3

Resultat før skat:                           1,4                       1,5

Årets resultat:                                1,1                       1,2

Egenkapital:                                    1,6                       1,8

Gns. antal ansatte:                         33                        33