Waimea Digital, der udspringer af to af Danmarks mest erfarne SEO-bureauer: Deducta Search og deMib.com, havde et rigtigt godt år i 2016.

Uden større armbevægelser er bureauet – der ved etableringen i 2014 havde fire medarbejdere – vokset til 17 ansatte fordelt på kontorer i Hellerup og Odense.

Især en satsning på SMV-markedet med køreklare hjemmesideløsninger i en slags all-inclusive abonnement, Waimea Business, har givet pote.

Der er tale om en webløsning, hvor alt fra grafik, billeder og opsætning til redaktionelt indhold og markedsføring fås i abonnementspakker.

Den er udviklet af Waimea selv, og siden lanceringen i maj 2016 er 69 kunder kommet til.

Dertil kommer, at bureauets andet forretningsområde, rådgivningsenheden, også er i fremgang. Denne enhed fokuserer på optimering af digital synlighed med bl.a. SEO-rådgivning og digital reputation management for større kunder såsom ISS, Brdr. AO Johansen, Widex og portalen Bolighed.

Udskiftning på direktørposten

Som en konsekvens af udviklingen har den hidtidige adm. direktør, Mikkel DeMib Svendsen, valgt at lade partner og salgsdirektør Frederik Nørgaard overtage tøjlerne i den daglige personaleledelse, for at koncentrere sig om forretningens fremtid i en ny position som udviklingsdirektør.

- Det har hele tiden været meningen, at vi skulle dele opgaverne, når vi havde fået udstukket retningen. Frederik er stærk på organisations- og salgssiden, mens mine styrker ligger på produkterne og det digitalt faglige. Med flere mennesker, er det simpelthen en nødvendighed for fortsat at udvikle kvaliteten i både kundekontakt og produkter, siger Mikkel DeMib Svendsen.

Frederik Nørgaard ser frem til opgaven, og mener, at der er masser af vækstmuligheder for såvel Waimea Business.

- Vi har fundet en forretningsmodel, hvor vi trækker på de dybe indsigter, som vores rådgivere sidder inde med, og gør dem tilgængelige for små- og mellemstore virksomheder, der – når alt kommer til stykket – ikke har brug for en stor forkromet webløsning til et par millioner kroner, siger han.

Lindegaard: Nu skal der skaleres

I ejerkredsen er der stor tilfredshed med udviklingen af bureauet. Kapitalejer Jørgen Lindegaard og den resterende bestyrelse vedtog i december en aggressiv vækstplan, hvor udvikling af såvel organisation som produkter er central.  

- Mikkel har gjort et fantastisk arbejde med at stable et salgbart koncept på benene. Vi har en god businesscase, der viser potentialet i at kombinere high-end rådgivning til større kunder med en standardiseret abonnementsmodel til de mindre, siger Jørgen Lindegaard.

- Nu er vi i en kritisk fase, hvor vi skal skalere. Derfor har vi behov for at sikre fuldt fokus på både ledelse af de nye medarbejdere og produkternes faglige kvalitet, fortsætter han.

Waimea Digital planlægger at ansætte op mod tyve nye medarbejdere indenfor salg, digital udvikling og indhold i løbet af de næste 12-18 måneder, og Frederik Nørgaard forventer – qua de store investeringer – et nulresultat i 2017.