Der er bud efter de danske bureauers kreative kompetencer, og det udmønter sig i nye forretninger flere steder i landet.

I det nordjyske har Superliga-klubben AaB således valgt bureauet Clienti til at booste den digitale annoncering på sociale medier og Google.

På bureauet hjælper et team af digitale specialister AaB’s marketingafdeling med alt fra strategi, opsætning og eksekvering af kampagner på tværs af digitale kontaktpunkter, som har til formål at øge salg af sæsonkort, kampbilletter og merchandise. 

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Klubben eksperimenterer i øvrigt også med dynamiske annoncer via et produktkatalog, der automatisk hiver produkterne fra webshoppen, for at øge salget af AaB-merchandise på Facebook, Instagram og Google. 

To nye kunder til Egmont-bureau

Også Egmont-ejede Airmagine, som er specialiseret i digitale reklameløsninger til lufthavne, har indgået nye aftaler. Det gælder henholdsvis Esbjerg Lufthavn og Nordic Seaplanes, som står bag vandflyveren mellem København og Århus.                    

Aftalerne betyder, at Airmagine eksklusivt skal stå for at sælge og afvikle reklamekampagner på de to aktørers skærme.

- Vi ønsker at fortsætte Esbjerg Lufthavns gode udvikling sammen med vores loyale samarbejdspartnere. Aftalen med Airmagine betyder, at vi kan tiltrække endnu flere kunder med et topmoderne setup, siger chef for Esbjerg Lufthavn, John Richardt Møller Nielsen.

Og også hos Nordic Seaplanes ser man frem til samarbejdet:

- Aftalen med Airmagine betyder, at vi kan præsentere vores passagerer for relevante reklamekampagner som er en naturlig forlængelse af den unikke oplevelse, vi i forvejen tilbyder, siger adm direktør for Nordic Seaplanes, Lasse Rungholm i en pressemeddelelse.

Klausen + Partners skal opbygge nyt brand

Hos Klausen + Partners har man også fået mere at se til, efter at byggebrandet Etex, har valgt bureauet til at hjælpe med at nå nye beslutningstagere i byggeriet.

Etex, der leverer facadebeklædning i fibercement, har tidligere heddet Ivarsson, og opgaven lyder derfor bl.a. på at opbygge kendskabet til Etex-brandet.

- Vi har et helt unikt byggemateriale, der har stærke funktionelle fordele. Det potentiale vil vi gerne udnytte bedre, siger Anne Louise Erichsen, Head of Marketing, Nordic, hos Etex.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Og valget af Klausen + Partners var ikke svært for Anne Louise Erichsen, der før har arbejdet med bureauet på B2B-projekter for MAN PrimeServ.

- Klausen + Partners er dygtige til at analysere beslutningsprocesserne i en branche og sikre at alle influenter får den rigtige kommunikation. Det giver stærke resultater, siger hun.

Bæredygtig award vælger PR-bureau

Hos det First Chair-ejede bureau Harbinger Public Relations har man også armene i vejret i disse dage, for her er man nyvalgt PR-partner for den dansk-funderede, men internationalt rettede pris INDEX: Award.

Prisen hylder bæredygtigt design med potentiale til at løse globale udfordringer, og uddeles hvert andet år, og hos organisationen INDEX: Design to Improve Life, der står bag, ser adm. direktør Lisa Chong frem til samarbejdet:

- Vi er meget begejstrede for det hold, vi har sammensat. Og Harbinger stillede med et meget overbevisende oplæg, siger hun.

INDEX: Award modtager i snit omkring 1.000 nomineringer fra over 100 lande til hver prisuddeling og har siden 2005 uddelt 3,5 millioner euro til vinderne. 

Blandt de tidligere danske vindere kan nævnes Lifestraw, et ”sugerør” med indbygget filter, som renser vand fra eksempelvis floder og gør det drikkeligt. 

Tre nye kunder til Perfekta PR

Hos Perfekta PR, der har specialiseret sig i bygge-, developer- og transportbranchen, har man netop har sagt goddag til tre nye kunder inden for forskellige segmenter af byggebranchen.

Det drejer sig om Frøslev Træ og Egernsund Tegl, der holder til i det sønderjyske, og gulvgrossisten Scandinova, der er ejet af Bygma Gruppen.

Budgettet på de nye kunder ligger hver især på en halv til en hel mio.kr., og opgaverne bliver at hjælpe med ekstern kommunikation, øge kundernes awareness blandt bl.a. arkitekter samt yde strategisk hjælp inden for SoMe.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Med kundevæksten følger også nye medarbejdere hos Perfekta: Kaspar Berthelsen, Evelina Sandberg og Mathias Velløv Petersen.

Perfekta PR åbnede i 2012 og er inden for det seneste par år vokset fra 4 til 15 medarbejdere. Siden er endnu et niche-bureau kommet til: Agrikom, der har specialiseret sig inden for landbrug og fødevarer.